Sult som rå-teater i Diamanten

hamsun1

Oplev Hamsuns Sult som rå-teater i Den Sorte Diamant!

 I anledning af 150-året for Knut Hamsuns fødsel opføres den norske forfatters hovedværk Sult som rå-teater i Den Sorte Diamant. Kulisser, kostumer og andre overflødigheder skæres væk til fordel for en nøgen og intens teateroplevelse. På scenen står blot tre skuespillere, der akkompagneres af billeder, lyde og breve fra Det Kongelige Biblioteks samling. Det er råt – det er med manuskriptet i hånden – og det er meget intenst!

 Sult er Hamsuns debutroman, og fortællingen om en forarmet forfatters stædige kamp for at få mad på bordet. Et formidabelt studie i livet på afgrundens rand.

 Knut Hamsun var en visionær fortæller og fantastisk sprogskaber. Sult var ikke blot hans verdensberømte hovedværk, men en tilstand han var født ind i. Hele hans forfatterskab var en lang søgen efter det ypperste og det grænseoverskridende – efter det sande. Med Sult som rå-teater hylder Diamanten Knut Hamsun som ikke bare Norges, men hele verdens store forfatter.

 Sult på Den Sorte Diamant bliver fortalt og spillet af Peter Gilsfort, Cecilia Zwick Nash samt Gerz Feigenberg, der også har skrevet manuskriptet og lavet dramatiseringen. Forestillingen bliver en passioneret rejse rundt i hele Hamsuns gådefulde univers og er en genfortælling af Sult kombineret med referencer til Hamsuns andre bøger, tanker og begivenheder.

 Forestillingen præsenteres i samarbejde med Politiken Plus og Den Norske Ambassade.

 Læs mere på www.densortediamant.dk

 Onsdag 25. november kl. 19:00

 Billetpriser: 170 kr. / Politiken Plus & diamantklub 120 kr. / stud. 80 kr. – i diamantens reception og på billetlugen.dk

Skriv et svar