Formidlere på Copenhagen Contemporary

Vil du undervise og omvise i den nyeste installations- og videokunst? Vil du udvikle formidlingsmateriale, styre bookingen, lægge vagtplaner, briefe udstillingsværter og løfte andre administrative opgaver sammen med os på CC?

Copenhagen Contemporary er Københavns nye kunstcenter, der viser international samtidskunst i stor skala. Vores vision er at være et samlingssted for et bredt publikum. Vi udstiller kunst, man ofte kan opleve og sanse med hele kroppen, kunst, der kræver plads, og kunst der ofte folder sig bedst ud, hvis den opleves sammen med andre. I februar 2019 åbner CC dørene for en ny sæson med markante kunstinstallationer, videoværker, performanceprogrammer og events.

CC STUDIO er vores formidlingscenter, hvor vi tilbyder børn, unge og voksne en række læringsprogrammer og aktiviteter, der er tæt knyttet til kunstcentrets udstillinger. Fællesskab er omdrejningspunktet. Vi formidler samtidskunsten på en innovativ måde, hvor læring og refleksion om verden sker gennem det fysiske, legende og dialogbaserede møde med kunsten. Vi udvikler løbende undervisningsforløb, workshops og inklusionsprojekter i partnerskab med skoler, institutioner og organisationer. Vores hverdag er kreativ, stimulerende og helt afhængig af grundig planlægning og stærk struktur, og derfor udvider vi nu organisationen med to formidlere, der skal arbejde med både læring, udvikling og administration.

Vi tilbyder:
• En varieret dagligdag med stor mulighed for at udvikle løsninger og tilrettelægge arbejdet
• Daglig kontakt med gæster og tæt samarbejde med udstillingsværter og øvrige kolleger
• Stor mulighed for indflydelse og udvikling på en kreativ og uformel arbejdsplads, hvor vi samarbejder med internationale kunstnere og en lang række dygtige lokale og nationale aktører

Vi forventer:
• At du har en relevant uddannelse inden for kunst og kultur og meget gerne erfaring fra en kunstinstitution
• At du har erfaring med formidling – gerne fra undervisning
• At du har erfaring med og god sans for planlægning og administration
• At du er struktureret og arbejder effektivt og grundigt
• At du er social, ansvarlig, løsningsorienteret, god til samarbejde og stærk til kontakt og nærvær
• At du har lyst til at blive en del af en krævende og kvalitetsbevidst organisation, hvor vi i fællesskab arbejder meget målbevidst med værtsskab og service
• At du kan arbejde hver 2. weekend, hvor du løser opgaver i udstillinger, butik og ved skranken.

Løn og ansættelsesforhold
Stillingerne er på 25 timer om ugen. Du får en fast månedsløn, pension og feriepenge. Arbejdstiden kan ligge inden for hele kunstcentrets åbningstid, dvs. onsdag-søndag mellem kl. 11 – 18 og torsdag til kl. 21. Nogle timer kan også ligge før åbningstid.

Hvis du får tilbudt en stilling, er CC forpligtet til at indhente børne- og straffeattest for dig.

Du bliver en del af formidlingsafdelingen og refererer til formidlingschefen.

Vi skal have modtaget din ansøgning med CV i et samlet pdf-dokument, som bærer dit navn, senest den 2.1.2019. Send ansøgningen til annette@nullcphco.org. Vi holder samtaler den 9.1, 10.1 og 16.1.2019.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og opfordrer alle kvalificerede – uanset køn, alder, religiøs og etnisk baggrund til at søge jobbet.

Du er velkommen til at kontakte formidlingschef Annette Skov på tlf. 23960777, hvis du har spørgsmål.

CC ligger på Refshaleøen, hvor skibsværftet Burmeister & Wain (B&W) byggede 1000 skibe fra 1872 til 1996. Vi bor i den gamle svejsehal, hvor vi boltrer os på 5000 m2 fyldt med historier og kunst. Se mere på www.cphco.org

Skriv et svar