Videnskabeligt opgavesprog

Hvad er godt sprog i akademiske opgaver?

Når du skal aflevere speciale eller andre store studieopgaver er det et krav, at du skriver korrekt.

Kravet til sprogets korrekthed defineres således (fra universitetsuddannelsernes Eksamensbekendtgørelse):

§ 26. Ved bedømmelsen af bachelorprojekt, kandidatspeciale, masterprojekt og andre større skriftlige opgaver skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne.

Derfor er det en god idé at læse grundig korrektur på dit speciale, inden det skal afleveres. Der er også mange studerende, der af deres vejleder direkte  opfordres til at søge hjælp til korekturen. Det gør de, fordi sproget betyder noget.

Hvis du ikke selv er i stand til at rette dit speciale igennem, er det helt lovligt at få hjælp til korrekturlæsningen, fx af en studiekammerat, et familiemedlem eller et professionelt korrekturbureau, fx. Opgavekorrektur.dk.

Hvad vil det sige at skrive videnskabeligt?

Men et korrekt og flydende sprog gør det ikke alene. Med i bedømmelsen af specialets sproglige aspekt indgår sprogets grad af videnskabelighed.

Videnskabeligt opgavesprog er kendetegnet ved at være videnskabeligt, klart og korrekt.

Videnskabeligt sprog

At sproget er videnskabeligt vil sige, at man kontinuerligt i bacheloropgaven eller specialet forklarer og begrunder brugen af fagområdets teorier, begreber og metoder. Man skal også beherske akademiske fremstillinsgformer som redegørelse, analyse, fortolkning, perspektivering, vurdering og diskussion, ligesom man skal være præcis i ordvalg og brugen af fagets begreber. Det fremmer læseforståelsen.

Klart sprog

Som studerende skal man også kunne forklare specialets struktur og sammenhæng. Herved viser man, at man kan skrive klart. Klarheden angår også sproglig konsekvens og konsistens, fx i ordvalg, citatteknik og brugen af forkortelser. Og det er naturligvis afgørende, at sproget er akademisk, for det højner klarheden. Og med akademisk menes ikke et svært og komplekst sprog, tværtimod. Det er en misforståelse, at godt opgavesprog er karakteriseret ved lange ord og sætninger.

Korrekt sprog

Slutteligt handler det om, at sproget skal være korrekt, jf. den citerede paragraf fra Eksamensbekendtgørelsen. Sprogets korrekthed angår stavning, bøjning, grammatik, tegnsætning, sammenskrivninger, brug af talemåder og faste vendinger mv.

Sprogets videnskabelighed, klarhed og korrekthed indgår altid i censors helhedsvurdering af opgaven – og dermed i karakterfastsættelsen.

Skriv et svar