Kunsten at male med ord

Særudstillingen ”DER BURDE HAVE VÆRET ROSER” – J.P. Jacobsen og kunsten på Faaborg Museum.

Den kendte danske forfatter, J.P. Jacobsen, der har skrevet en række hovedværker i dansk litteratur (Fru Marie Grubbe (1876), Niels Lyhne (1880)) er omdrejningspunktet for sommerens store særudstilling på Faaborg Museum, der for første gang belyser Jacobsens store betydning for billedkunsten.

J.P. Jacobsen (1847-1885) var til stor inspiration for samtidige danske kunstnere og  for tyske kunstnere omkring 1900. Det viser en ny udstilling på Faaborg Museum med titlen ”DER BURDE HAVE VÆRET ROSER ”– J.P. Jacobsen og kunsten.

Udstillingen præsenterer forfatterens tekster sammen med en lang række malerier af kunstnere som P.S. Krøyer, Ernst Josephson og Kristian Zahrtmann foruden tyske kunstnere som Paula Modersohn-Becker og Heinrich Vogeler.

J.P. Jacobsen er en malende digter: han maler med ord og svælger i kolorit på samme måde som sin tids kunstnere, der dyrkede farverne intenst. Sådan blev Jacobsen beskrevet af sin mentor Georg Brandes og af sin forfatterkollega Herman Bang. Udstillingen viser malerier og skulpturer fra det miljø af kunstnere, som Jacobsen færdedes blandt, og som talte både tidens største navne og i dag glemte kunstnere.

Den tyske Jacobsen-mode

Jacobsen var en aktiv del af kunstmiljøet i København, men også efter sin død blev han læst med stor interesse. Han var blandt de mest læste danske forfattere i udlandet og skabte den såkaldte Jacobsen-mode i Tyskland og Østrig omkring 1900. Særligt i den tyske kunstnerkoloni i Worpswede sværmede man for hans romaner og digte. Malerinden Paula Modersohn-Becker forklarer, at hun måtte læse Fru Marie Grubbe i små doser, og at Niels Lyhne ”beruser alle mine sanser. Min sjæl vandrer gennem en blomstrende lindeallé i middagsstunden. Duften er næsten for meget for den”. Også novellen ”Der burde have været Roser” får med kunstner og kunsthåndværker Heinrich Vogelers illustration sin helt egen skønvirke-fortolkning.

Sherrygyldent og purpurblodigt

Jacobsen fascinerede tidens kunstnere med en hidtil uset måde at beskrive verden på. Han skrev impressionistisk før kunstnerne var opmærksomme på denne sanselige malemåde, og han opfandt en hel palet af farveord: sherrygylden, fregneblond, purpurblodigt og blomsterhvidt!

Hvad kun meget få vidste var, at Jacobsen var en fantastisk tegner. Hans efterladte papirer rummer en mangfoldighed af tegninger, fra karikaturer og hele tegneserier til en frodighed af doodles – tegninger, der blev til i kanten i manuskripter og på skriveunderlag mens han sad og skrev. Her optræder en mandhaftig Fru Marie Grubbe foruden en række karikerede selvportrætter.

Kan man udstille ord?

Alt dette materiale vises for første gang  og er samlet for at belyse en af vores største forfattere. Ikke kun dette er dog en nyskabelse. Det er nyt i Danmark at arrangere udstillinger om en forfatters interaktion med billedkunsten. I udlandet har der imidlertid været flere udstillinger, der tager udfordringen op. Blandt andet er det blevet vist, hvordan forfattere som Charles Dickens, Thomas Mann og Edgar Allan Poe har haft betydning for billedkunsten.

Det er en del af Faaborg Museums vision at gå på tværs af kunstarterne, og vi glæder os derfor til at vise en udstilling, der også lægger overraskende nyt til forståelsen af kunstnere med betydning for fynboerne: Kristian Zahrtmann og Gudmund Hentze.
Udstillingen er blevet til på baggrund af et forskningsprojekt støttet af Kulturstyrelsen og Novo Nordisk Fonden og selve udstillingen er gavmildt støttet af en række fonde. Til udstillingen bliver der udgivet en stor antologi i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Bogen redigeres af udstillingens to kuratorer, professor i dansk litteratur Anders Ehlers Dam, Europa-Universität Flensburg, og museumsinspektør på Faaborg Museum Gry Hedin.

Praktiske informationer:

Publikation: Tilhørende rigt illustreret publikation med artikler af museumsinspektør, ph.d. Gry Hedin, Anders Ehlers Dam (professor, Europa-Universität Flensburg), Jens Lohfert Jørgensen (lektor, Aalborg Universitet) og Jørn Erslev Andersen (lektor, Aarhus Universitet) og Annegret Heitmann (professor, Ludwig-Maximilians-Universität München).

Udstillingsperiode: 14. maj – 18. september 2016.

Læs mere på http://www.faaborgmuseum.dk/

Skriv et svar