KOM I PRAKTIK PÅ DANMARKS STØRSTE SPILLEFILMFESTIVAL!

CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival med over 50.000 besøgende hvert år. Festivalen viser godt 150 nøje udvalgte spillefilm fra hele verden, hvortil kommer både koncerter, debatter, fester og unikke events.

 

Som praktikant kommer du til at være med til planlægning og afvikling af disse arrangementer, som udgør et af Københavns mest profilerede kulturevents. Du er naturligvis også med helt inde i maskinrummet under festivalen, hvor du vil blive en vigtig del af fællesskabet der gør det muligt at løfte en så stor filmfestival.

 

Som praktikant vil du indgå i én af følgende afdelinger: program, event, marketing eller presse. Hvert område vil have 1-4 praktikanter og du vil arbejde tæt sammen med resten af holdet, samt den ansvarlige for hvert område. Du kommer dog også til at have berøring med de andre områder.

 

Nævn venligst i ansøgningen, hvilket af følgende områder, du søger:

 

Program: Du er med, når vores filmprogram udvælges, organiseres og formidles til vores publikum. Du kommer tæt på indholdet i årets filmprogram, og arbejdet vil bestå i store dele research, kontakt med distributører verden over, forhandling af enkelte filmtitler, samt udformning af årets trykte program (fra tekster til billeder) og formidling af programmets indhold. En glødende interesse for film vil være en klar fordel, ligesom flydende engelsk i skrift og tale vil være et must.

Event: Som eventpraktikant vil du få direkte erfaring med bl.a. særvisninger i byens rum, filmkoncerter, debatter, fester og andre filmrelaterede events. Arbejdet indebærer grundig research, dialog med samarbejdspartnere og kunstnere, budgetlægning og ikke mindst afvikling af event-produktionerne under festivalen – et varieret arbejde gennem praktikperioden, som skiftevis kræver vild idégenerering, køligt overblik og glæde ved at få tingene til at spille.

Marketing: Du vil arbejde med klassiske marketingopgaver såvel som sponsorarbejde og kreativ guerrilla-marketing. Opgaverne er varierede og spænder over planlægning af gadeuddelinger, aktivering af sponsorater, udvikling og implementering af guerrilla-ideer og mindre events.

 

Presse: Du vil få indblik i festivalens pressestrategi, fra udarbejdelse til implementering. Ligeledes vil du få ansvaret for at dykke ned i enkelte film, events og programserier og forsøge at målrette historier baseret på, hvad de indeholder. Du vil også være involveret i at skrive nyhedsbreve, pressemeddelelser samt opdatering af festivalens sociale medier. Det er vigtigt, du har en levende interesse for film, tænker kreativt og har et sundt forhold til research, samt ikke er bange for hverken at skrive eller gribe knoglen, når det er nødvendigt. Det er vigtigt, at du brænder for kommunikation og at du taler og skriver fejlfrit dansk og også gerne engelsk.

 

Alle afdelinger vil være involveret i e-mail markedsføring (direct mail) af festivalens program. Dette kræver både research, indsigt i programmet samt gode skriftlige kommunikationsevner.

 

SOM PRAKTIKANT

Hos os kommer du ikke til at lave kaffe til andre end dig selv, men du får ansvar for dine egne mindre projekter og opgaver. Det er også vigtigt, at du er i stand til at planlægge dit arbejde og kan arbejde struktureret og ikke mindst bevare dit gode humør op mod en deadline. Der er meget logistik i en festival, så du skal heller ikke være bange for at løfte lidt hist og her, men ligesom så meget andet på festivalen, så er det et holdarbejde, og vi løfter i flok.

 

Praktik på PIX foregår både i fordybelse i en enkelt opgave og i højt tempo op til deadline og under afvikling. Det giver mange erfaringer, et bredt netværk og ikke mindst en stærk social oplevelse på festivalholdet.

DET PRAKTISKE

Praktikken er fuldtid, ulønnet og løber fra starten af januar til midten af maj. Derfor er det vigtigt at du kan bruge praktikken som led i en igangværende uddannelse. Send gerne din ansøgning snarest muligt – den skal være os i hænde senest tirsdag den 13. oktober. Samtaler vil finde sted i ugerne efter. For yderligere oplysninger kontakt Lars B. Frahm på: lars@nullcphpix.dk.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning på e-mail praktik@nullcphpix.dk

 

Citater fra tidligere års praktikanter

“Det har været en kæmpe oplevelse at være med på PIX-holdet. Ikke kun fagligt, men i den grad også socialt. Det er meget inspirerende at være et del af et team, der er så passioneret omkring det, de laver – det smitter virkelig af.“

 

“Skøre mennesker med passion og flair for deres arbejde har gjort mit ophold til noget helt specielt. Plads til at lære af mine fejl og personlig udvikling.”

Skriv et svar