TAKE OVER by Christianshavns Lokaludvalg

christianshavnstorv

Du har måske en forestilling om, hvad dit lokaludvalg laver i din bydel? Måske har du også en god idé til et initiativ der kan gavne dit lokalområde? Denne eftermiddag rykker Christianhavn Lokaludvalg ind i udstillingen “Fællesskab din by” og fortæller om Christianshavnerpuljen. Du kan komme og få gode råd og vejledning samt inspiration til, hvordan du får realiseret dine gode ideer.

I forbindelse med udstillingen “Fællesskab din by” åbner Dansk Arkitektur Center dørene til et mulighedsrum af forskellige aktiviteter. Med konceptet TAKE OVER inviteres forskellige organisationer, klubber, virksomheder ind til at afholde spændende aktiviteter i udstillingens lokaler.TAKE OVER-arrangementerne giver publikum indsigt i en række borgerdrevne, engagerende og demokratiske aktiviteter, der allerede finder sted rundt om i landet. Aktiviteterne kan betragtes som et levende katalog,hvor man kan lade sig inspirere og blive klogere på alt fra samtalesaloner, bestyrelsesmøder, metoder til inddragelse, og meget mere.

Christianshavns lokaludvalg afholder denne tirsdag et åbent møde om Christianshavnerpuljen. Du kan få råd og vejledning til, hvordan du søger puljemidler. Til arrangementet kommer tidligere modtagere af Christianshavnerpuljen og deler ud af deres erfaringer og giver inspiration til udvikling af projekter. Så går du rundt med en god ide, eller er du blot nysgerrig, så kom og deltag.

Christianshavns Lokaludvalg fungerer som Christianshavnernes talerør til Københavns Borgerrepræsentation. Det er herigennem borgerne har mulighed for at få sin stemme hørt og have indflydelse på Christianshavns udvikling. Siden 2008, hvor lokaludvalgene i Københavns Kommune blev etableret, har lokaludvalgene hver især rådet over en række puljemidler øremærket til bydelsrelaterede aktiviteter for borgerne i området. Disse midler uddeles af lokaludvalgene til borgernes ideer.

Du kan tilmelde dig ved at skrive til christianshavnslokaludvalg@nullokf.kk.dk

Der er tilmeldingsfrist den 12.4.2015

>> Læs mere

Skriv et svar