VIL DU VÆRE MED TIL AT GØRE VORES EVENTS ENDNU BEDRE? Buster Filmfestival søger praktikant til udvikling og afvikling af events!

Er du kreativ, iderig og har et køligt overblik, samt elsker film, børn, kunst og kultur, er du måske vores eventpraktikant i 2014! Vi søger en dedikeret og selvstændig praktikant, der har lyst til at være med til at udvikle og afvikle en masse skæve og unikke events.

Vi kan garantere, at praktikperioden bliver en lærerig, udfordrende og kreativ proces, hvor du skal udtænke nye, skæve projekter som ikke tidligere har set dagens lys og opdyrke nye samarbejder. Vi er et lille team, der arbejder tæt sammen, brainstormer og giver feedback på idéer og projekter på tværs af arbejdsområder.

I 2013 afholdte vi events og workshops i de københavnske biografer og på ikke mindre end 23 andre venues. Bl.a. i Cirkus Dannebrog, Pumpehuset, Statens Museum for Kunst, Storm P. Museet og Funebariet.

LIDT OM DIG
Du er studerende, og praktikforløbet indgår som en del af din uddannelse. Du er vild med film, men lige så vigtigt interesserer du dig for kulturformidling, idéudvikling og kommunikation. Da man i denne stilling har kontakt til mange forskellige eksterne partnere, forventer vi, at du er opsøgende, udadvendt og smilende, kan arbejde selvstændigt, har et godt overblik og et stort koordinator-gen. Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og er naturligvis på hjemmebane, når det gælder office-programmer og informationssøgning på nettet.

LIDT OM OS
BUSTER har eksisteret i 13 år og havde 36.000 besøgende i 2013. Festivalen viser spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm samt arrangerer en lang række unikke events og workshops for vores målgruppe, de 3-17-årige. I 2013 afholdte vi ca. 330 biografforestillinger og arrangementer. Vores mål er at præsentere det unge publikum for et program spækket med helt nye film, der ikke tidligere har været vist i Danmark og som sjældent finder vej ind i det danske biografrepertoire. Det er BUSTERs ambition at møde det unge publikum i øjenhøjde med historier skildret ud fra børn og unges synsvinkel, samt tilbyde film der giver et indblik i andre kulturer – her og i resten af verden.

LIDT OM DET PRAKTISKE
Praktikken er fuld tid, ulønnet og løber fra den 15. januar/1. februar til ca. 1. juli 2014. I den periode udvikler vi hele festivalens eventprogram, som skal ligge klar til tryk før sommerferien Der er mulighed for forlængelse, hvis du gerne vil følge festivalen til dørs og have ansvar for afvikling af en række festivalevents. Festivalen finder sted d. 18.-28. september 2014.

Ansøgninger sendes til diana@nullbuster.dk. Frist: d. 15. december 2013.

For yderligere oplysninger kontakt festivalproducer Diana Bjørn Milenkovic på diana@nullbuster.dk eller på tlf.: 39 99 20 65.
Læs mere på www.buster.dk.