UDSTILLING: SAMMENBRUDSSTYKKER AF JOEN VEDEL

“intet er forbi; alt begynder nu!”

– banner rejst i Athen, februar 2013

Vi lever i en tid kendetegnet ved en lang række af eskalerende kriser, med vidtrækkende konsekvenser som vi endnu ikke kender til. Dagligt bliver vi fodret med katastrofale arbejdsløshedstal og rapporter om klimaets uoverskuelige ændringer. Alt handler om at håndtere krisen og bevare det vi har, men kigger man på samfundet omkring os, lader det til at der er et reelt sammenbrud i gang.

Joen Vedels udstilling Sammenbrudsstykker udgøres af en lydinstallation med optagelser fra Grækenland. Omdrejningspunktet er forholdet mellem den fase af kapitalismens transformation vi lever under lige nu og den hverdag der holder os i live. Gennem fragmenter af samtaler, gåture, opråb og konfrontationer mødes forskellige niveauer af kampen for et bedre liv.

Joen Vedel er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi i 2011. Han udstiller, arrangerer workshops, underviser og bliver selv undervist. Han er en del af forskellige kollektiver og grupper, hvoraf nogle arbejder med kunst og andre med politik. Nogen gange mødes disse to felter også i hans praksis. Senest har han udgivet bogen Sammenbrudstykker – dagbog fra Athen, en skildring af krisen og den voldsomme situation størstedelen af Grækenlands befolkning befinder sig i. For mere information om bogen: http://nebulabooks.dk/

I forbindelse med udstillingen holder forfatter og ph.d. i religionsvidenskab ved Göteborgs Universitet Mårten Björk og kunstteoretiker og lektor ved Det Kgl. Kunstakademi Carsten Juhl oplæg d. 28/8 kl.19 under titlen Fra Bankkrak til undtagelsestilstand – observationer om modstand og kritik i krisens epoke. 11/9 kl.19 holder journalist og filminstruktør Ralf Christensen oplæg om den aktuelle situation i Tyrkiet.

 

Velkommen til fernisering fredag d. 23/8 kl.17

Udstillingsperiode: 23/8 – 5/10 2013

bureau publik

Vesterbrogade 111, st. 1620 Kbh V

Onsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15

www.bureaupublik.dk

Forfatter: bureau publik

bureau publik er et sted for kunstneriske og diskursive aktiviteter, der forsøger at forstå den nuværende situation. Omdrejningspunktet er de seneste års protester i USA, Nordafrika, Mellemøsten og Europa, der har skabt nye modstandsformer og en ny kapitalismekritik i kampen mod den neoliberale håndtering af den finansielle krise og dens konsekvenser for almindelige mennesker. Ved hjælp af kunstens forestillingsevne er bureau publik med til at generere betydninger og perspektiver, der peger på andre måder at indrette verden på. Projektet er initieret af publik, der siden 2005 har arrangeret midlertidige kunstprojekter i Københavns offentlige rum, og drives af kuratorerne Katarina Stenbeck og Johanne Løgstrup. bureau publik realiseres med støtte fra Statens Kunstråd.

Skriv et svar