Klub Kurz 15/11: Sidste visning inden jul

KLUB KURZ inviterer til sidste visning inden jul. Så har du endnu ikke besøgt vores hyggelige og intime filmklub, er det nu, du skal slå til! Det er torsdag d. 15. november kl. 20.00 i Husets Café. Dørene åbner kl. 19.00. Og som altid sørger vi for lune popkorn og den hyggeligste atmosfære.

Tilmeld dig Facebook-eventen.

SMOKING TRILOGY (2012) består af 3 kortfilm med ét fælles tema: Rygning. Hver kortfilm har altså sin egen unikke historie og karakter, men kredser alle om temaet rygning.

I HOOKED møder vi en dreng, der ser en smuk pige i en park. Han kan ikke lade være med at snakke med hende. Men hvad gør han, da pigen viser sig at være ryger?

Længde: 5 min.

I RELAPSE mødes to fremmede kvinder i et tog. De trænger begge til en smøg, men har kun én. Hvem fortjener den mest?

Længde: 6 min.

I QUITTING møder vi den kæderygende Eric, der efter mange år forsøger at forsone sig med sin døende far. Det er dog svært, når faren altid har elsket Erics bror, Michael, højre. Eric har ingenting, og Michael har alt, hvad man kunne ønske sig. Eller har han?

Længde: 12 min.

Alle 3 kortfilm er skrevet og instrueret af Benjamin Dahlerup og produceret af Humming Hamster.

PAUSE

LOST SAMURAI (2011)
En wannabe Yakuza bande lærer på den hårde måde, hvad ære og loyalitet betyder, da et af medlemmernes liv pludselig er truet pga. gruppens eget kodeks. Vil de bryde deres egne regler for at gøre det rigtige?

Instruktør: Angelo Perrino

Touch of Magic

Touch of Magic 2

TOUCH OF MAGIC (2012)
Vi er i London i 1870 i industrialismens vugge. Her er ikke plads til blødsødenhed eller fantasi. Heller ikke til den unge sensible Emma, som forlades af sin ambitiøse forlovede med rådet om, at hun bør blive mere egoistisk.

Alene i gadelivets ubønhørlige malstrøm søger hun tilflugt i et nedlagt teater. Her møder hun den mislykkede tryllekunstner Roberto, som forgæves forsøger at skabe magi i en rationel tid. Hun øjner muligheden for at agere egoistisk, mens han tror, han endelig har fået et publikum.

Instruktør: Tobias Gundorff Boesen
Længde: 17 min.

Om KLUB KURZ
KLUB KURZ er en månedlig filmklub på Husets Café. Den 3. torsdag i måneden viser KLUB KURZ kortfilm og andre mindre filmproduktioner af både upcoming og mere etablerede filmfolk. Genrerne spænder bredt. Vi viser både animationsfilm, små dokumentarer, musikvideoer og meget andet.

Dørene åbner kl. 19.00 i Husets Café. Stemningen er afslappet, og der er indlagte pauser, hvor du kan hente forsyninger i baren. Efter filmvisningen spiller vi musik, snakker film og hygger os, indtil baren lukker.

Husets Café ligger på stueetagen i Huset i Magstræde (nu: Huset KBH). Indgangen finder du på Rådhusstræde 13, lige når du kommer igennem porten.

Følg med på siden her: www.facebook.com/klubkurz
Eller på bloggen her: klubkurz.wordpress.com

Skriv et svar