FERNISERING PÅ OVERGADEN FREDAG D. 15. JUNI – MARY COBLE OG UKK

Velkommen til fernisering på Mary Cobles udstilling Maneuvering og UKKs 10 års jubilæum fredag d. 15. juni kl. 17-20.

På sin første soloudstilling i Danmark præsenterer den amerikanske kunstner Mary Coble en række værker, der manifesterer problemstillinger relateret til kropslig, social og historisk navigation. Gennem video- og lydkunst, fotografi, installation og liveperformance  trækker udstillingen tråde gennem Mary Cobles praksis, der spænder fra politiske ytringer til poetiske fortællinger.

Med kroppen som omdrejningspunkt for et performativt, visuelt sprog går Coble til grænsen af kroppens formåen og peger på de vedtagne koder og regelsæt, vi navigerer i. Gennem de vedholdende og ofte fysisk udmattende performative handlinger udfordrer hun, med kroppen som bølgebryder, de begrænsninger, der opstår i konfrontationen med sociale normer, forventninger, forestillinger og fremskridt.

Samtidig indtager Foreningen for Unge Kunstnere og Kunstformidlere, UKK, Overgadens første sal med en fejring af organisationens 10 års jubilæum. Det sker med en udstilling og et omfattende eventprogram, der sætter spot på organisationens mærkesager.

Fernisering fredag d. 15. juni kl. 17-20
Mary Coble: Maneuvering 16. juni – 5. august
UKKs 10 års jubilæum 16. juni – 1. juli
Overgaden Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, København K
Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 13-17, torsdag kl. 13-20
Gratis entré
www.overgaden.org

Skriv et svar