Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab

5. februar – 10. maj 2020

Kristian Zahrtmann (1843-1917) var kunstner, underviser og selskabsmenneske. Han malede stærke, historiske kvinder og smukke, muskuløse mænd i farverige scener med stor fortælleglæde. Flere af hans nøgenbilleder af mandlige modeller var tæt på at skabe skandale. Samtidig eksperimenterede han med sin egen selvfremstilling i alt fra selvportrætter til hjemmets indretning og som mediebevidst celebrity.

Udstillingen Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab præsenterer nye, aktuelle vinkler på Kristian Zahrtmann og den del af hans kunst, der i dag kan betegnes som ’queer’. Queer kommer fra engelsk og betyder ‘skæv’. I dag bruges ordet ofte om handlinger, der udfordrer faste forestillinger om køn og seksualitet. Queer kan også være et fælles navn for personer, der ikke ser sig selv i forlængelse af samfundets normer for køn, seksualitet og identitet.

Kristan Zahrtmann selv havde mange venner, men vi ved ikke, om han havde et kærlighedsliv. Han udtalte sig aldrig om sin egen seksualitet, men i flere af hans malerier er der tydelige homoseksuelle temaer. Udstillingen bruger ordet queer til at pege på det uventede og udfordrende i Zahrtmanns kunst.

Med udgangspunkt i kunstværker, møbler, fotografier og kunstnergenstande, samlet fra landets museer og private hjem, kaster udstillingen et nyt blik på kunstnerens visuelt appellerende og udfordrende kunstværker ved at introducere Zahrtmann som queer kunstner på kant med normerne og ’den gode smag’.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Ribe Kunstmuseum og Fuglsang Kunstmuseum, imens projektets formidlingsaktiviteter og undervisningsmateriale til skoleklasser er udviklet i samarbejde med LGBT+ Danmark. Find undervisningsmaterialet her.

I forbindelse med udstillingen udgives en række forskningsartikler på www.perspective.smk.dk samt en mindre formidlingspublikation, der kan købes i museernes butikker.

Udstillingen er støttet af

15. Juni Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Bestles Fond, Bikubenfonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Knud Højgaards Fond, Kulturministeriets Forskningsudvalg (KFU), Lemvigh-Müller Fonden, Oticon Fonden.

Skriv et svar