Curatorium – en lydfestival der aldrig finder sted!

Imaginær festival afholdes mandag d. 3. oktober 2016.

Kan selve fortællingen om en event skabe begivenhedens egen realitet? Curatorium 2016 er en non-event, der gennem præsentationen af en række nye værker af danske komponister og lydkunstnere eksperimenterer med forholdet mellem fortælling og kunstværk.

Curatorium interesserer sig for fortællingslaget som et mulighedsrum for værkskabelse imellem fysisk – og imaginær virkelighed. Vi er hele tiden underlagt forskydninger i virkeligheder og konstituerer ofte vores egne virkeligheder ud fra fortællinger snarere end erfaringer. Et eksempel herpå kunne være Yayoi Kusamas udstilling på Louisiana, hvor et massivt opbud af fortællinger om udstillingen på de sociale medier betød at ikke-besøgende oplevede udstillingen uden nogensinde at have sat benene på Louisiana. Således foregik læsningen af udstillingen her i fortællingslaget frem for i selve mødet med værkerne. Det er denne bevægelse fra værket mod fortællingen om værket som Curatorium undersøger. Som non-event undersøger lydfestivalen om en event fysisk skal finde sted, eller om selve fortællingen om eventen kan skabe konsensus om begivenhedens eksistens?

Med afsæt i tidens øgede fokus på fortællingens betydning omformer Curatorium det kuratoriske rum til et rum for kunstnerisk aktion. Festivalens program, fortællingen om festivalen og dermed fortællingerne om værkerne bliver selve værkerne. Fortællinger om imaginære værker som publikum selv må forestille sig – den ultimative brugerinddragelse!

Curatorium 2016 præsenterer følgende kunstnere:

Sandra Boss, Zeno van den Broek (NL), Cammisa Buerhaus (USA), Claus Haxholm, Jexper Holmen, Jacob Kirkegaard, Tobias Kirstein, Marcela Lucatelli (BR), Niels Lyhne Løkkegaard, Ragnhild May, Anders Lauge Meldgaard, Toke Tietze Mortensen, Susanne Højbjerg Nielsen, Jonas Olesen, Kristoffer Raasted, Lisa Tahara (DK/JP)

Kunstnernes bidrag til denne imaginære festival offentliggøres løbende på www.facebook.com/curatorium

Curatorium er stiftet af komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard (www.nielsloekkegaard.dk)

Skriv et svar