SOMMERPRAKTIKANT SØGES TIL ARRANGEMENTER

Dansk Arkitektur Center (DAC) søger en praktikant til at arbejde med vores sommerbegivenhed, LET’S PLAY, der foregår den 23. juni – 18. september. Start: juni, tidligst muligt. Ansøgningsfrist: hurtigst muligt og senest 1. juni.  

Har du lyst til at lave koordinerende arbejde, med aktiviteter i byens rum som tema? Har du mod på at arbejde intensivt med DACs store sommerbegivenhed, LET’S PLAY?  Har du et godt overblik? Synes du at det er sjovt at arbejde sammen med mange forskellige fagligheder? Har du lyst til at få indblik i en organisation som DAC? Så er du måske den praktikant, vi søger.

Vi søger en studerende med interesse og viden inden for bevægelseskulturer, idræt og byudvikling. Du er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker i din hverdag – både internt og eksternt. Du er nysgerrig på forskellige typer af opgaver og god til at balancere de professionelle og sociale aspekter i dit arbejde. Du er frisk på at lave opkald til mange forskellige slags aktører. Det er endvidere en fordel, hvis du har evner til at formulere korte tekster, idet der også kan blive målrettet kommunikationsarbejde over for særlige målgrupper; foreninger, gadeidrætsmiljøet etc.

Du kommer primært til at arbejde med produktionen af vores sommerbegivenhed, LET’S PLAY.
>> Du kan læse mere her om LET’S PLAY her

Vi forventer, at du:

  • Er i gang med en videregående uddannelse indenfor bevægelseskultur, idræt, byudvikling, udstillingsdesign, arkitektur, eventproduktion eller lignende
  • Er åben for at prøve kræfter med mange forskellige typer af opgaver(praktiske, kreative, skriftlige og ad hoc opgaver)
  • Er god til at koordinere og i stand til at have flere bolde i luften, da der ofte arbejdes på flere forskellige projekter og opgaver løbende
  • Har gode samarbejdsevner og kan arbejde sammen med mange forskellige slags aktører, primært inden for bevægelseskulturer og idræt
  • Kan arbejde selvstændigt og selv opsøge løsninger
  • Er positiv, imødekommende og fleksibel
  • Kan overholde deadlines
  • Er fleksibel i forbindelse med mødetider, da der kan forekomme arbejde onsdage aftener og i weekender
  • Kan formulere små skriftlige tekster, der kan markedsføre LET’S PLAY over for særlige målgrupper
  • Kan arbejde i Office

Du får som praktikant:

  • Opgaver med koordinering af aktiviteter og direkte kontakt med aktører inden for bevægelses- og idrætsområdet
  • Erfaring med at arbejde i en dynamisk organisation i rivende udvikling
  • Netværk inden for især byudvikling, arkitektur, bevægelseskultur og idræt
  • Et spændende arbejdsmiljø, som byder på nye udfordringer hver dag
  • En god frokostordning

Omfang: Mindst 3 fulde arbejdsdage (22,5 timer) ugentligt i mindst 2 måneder over LET’S PLAY perioden, den 23. juni – 18. september. Vi foretrækker, at du kan starte senest medio juni.

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt og senest den 1. juni 2016 kl. 12.00
Samtaler afholdes løbende.

Yderligere oplysninger fås hos senior projektleder, Thomas Henriksen på
tlf. 2157 9241 eller på mail: the@nulldac.dk

Sådan ansøger du: Send din ansøgning og CV via mail til job@nulldac.dk og skriv “Praktikant til LET’S PLAY” i emnefeltet.

Om Dansk Arkitektur Center
Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri, byudvikling og design. DAC er en projektorganisation med finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet og Transport- og Bygningsministeriet.

Skriv et svar