Litteraturinteresseret? Bliv én af 18 hovedpersoner i et oplæsningsevent om Ulysses

Vi søger 18 litteraturinteresserede frivillige, der har lyst til at være en del af et oplæsningsevent på Biblioteket Frederiksberg ved at læse et kapitel i James Joyces værk Ulysses højt.

Om eventet
18 personer, 18 kapitler. Oplæserne er placeret rundt omkring i biblioteket med hver deres bog, og alle kapitlerne læses op samtidig. Publikum går rundt, som de har lyst, oplever lidt af hvert kapitel eller fordyber sig i et enkelt kapitel. De kan altså opleve hele Ulysses på én gang.

Eventet sker i anledning af bibliotekets installation om Ulysses og foregår 2. februar 2016 kl. 17:30 – 19:30. Oplæsning af et kapitel i James Joyces værk Ulysses varer i ca. 1 time

Forud for eventet holder vi en workshop med professionel oplæser Karsten Pharao. Her kommer du lidt tættere på værket og lærer lidt om oplæsning af litterære værker. Vi kommer ind på de forskellige kapitlers særpræg og fordeler kapitlerne.

Workshoppen foregår tirsdag d. 19. januar kl. 16-18 på Frederiksberg Hovedbibliotek.

Som frivillig skal du
• Have tid og lyst til at øve dig i det kapitel, du skal læse højt
• Være frisk på at stå foran et skiftende publikum i den time, hvor du læser op
• Kunne deltage til workshoppen 19. januar og eventet den 2. februar 2016

Du får
• Indsigt i værket Ulysses
• Erfaring med oplæsning
• Mulighed for at være med i et stort event om litteratur
• Et eksemplar af Ulysses (den nye, danske oversættelse ved Karsten Sand Iversen) – den skal du bruge til forberedelsen og til selve eventet – og så må du beholde den bagefter.

Er du interesseret i at høre mere om at være frivillig til oplæsningseventet, så kontakt Ea Elmer på Biblioteket Frederiksberg på eael01@nullfrederiksberg.dk

Skriv et svar