Faurschou Foundation præsenterer Ai Weiwei ‘Ruptures’, 20 marts – 22 december

Faurschou Foundation præsenterer i udstillingen “Ruptures” hovedværker af den verdensberømte kinesiske kunstner Ai Weiwei (1957). Som titlen Ruptures angiver, har Ai Weiweis liv og kunstneriske arbejde i de senere år i høj grad været præget af brud og omvæltninger, ikke mindst på grund af hans udtalte kritik af det kinesiske styre og myndighedernes heraf følgende tilbageholdelse af ham i 81 dage i 2011 med efterfølgende husarrest. Dette gjorde Ai Weiwei kendt langt udenfor kunstverdenen, hvor han samme år var blevet kåret som verdens mest indflydelsesrige kunstner af det ansete tidsskrift Art Review.

Ai Weiwei har gjort sin kritik af den manglende ytringsfrihed i Kina til en del af sin kunstneriske praksis. Hans værker tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur som kontekst for en refleksion over hans egen historie og den aktuelle økonomiske og politiske situation i Kina. Med sine værker søger han at påvirke sociale forandringer, og som flere af de værker, der er med på denne udstilling, viser, omformer han et kritisk eller rent ud aktivistisk udgangspunkt til formelt enkle og æstetisk distinkte kunstværker.

På udstillingen vises nogle af de hovedværker, der har cementeret Ai Weiweis position som en af verdens mest betydningsfulde kunstnere, bl.a. Sunflower Seeds, en del af hans store stedsspecifikke installation på Tate Modern i Turbinehallen i 2010, der bestod af 100 millioner håndlavede solsikkefrø af porcelæn.??Et andet væsentligt værk i udstillingen er den store installation Straight (2008-12), der er lavet af 73 tons armeringsstål, som Ai Weiwei har fundet sammenkrøllet i murbrokkerne efter jordskælvet i Sichuan, hvor bl.a. tusindvis af skolebørn blev dræbt på grund af byggeriets manglende armering. Ai Weiwei har været engageret i at få myndighederne til at erkende dette byggesjusk og at offentliggøre de reelle dødstal.

Udstillingen viser tillige flere af Ai Weiweis skulpturer lavet af træ fra nogle af de buddhistiske templer, der blev revet ned under Kulturrevolutionen, samt hans ikonoklastiske arbejde med flere tusind år gamle antikke vaser. Endelig inkluderer udstillingen fotografier, Ai Weiwei tog, mens han boede i New York i perioden 1983-1993. De tolv år i USA har haft stor indflydelse på hans kunstneriske udtryk, der henter inspiration fra vestlige modernister som Marcel Duchamp, Andy Warhol og Jasper Johns.

Ai Weiweis kunstneriske praksis omfatter desuden en række sociale aktiviteter, kuratoriske projekter, film, design og arkitektur. Han har været involveret i over mere end halvtreds arkitekturprojekter i Kina, herunder har han tegnet det berømte stadion “Bird’s Nest” i Beijing, som han designede i samarbejde med det schweiziske arkitektfirma Herzog & de Meuron.

Selv om Ai Weiweis navn censureres internt i Kina og hans muligheder for at udtrykke sig er blevet indskrænket, handler næsten alt, hvad Ai Weiwei foretager sig, om kommunikation, relationer og politik. Han har udtalt, at internettets fremkomst har givet mulighed for en helt anden magtfuld kommunikation, og som man kan se af hans aktive profiler på sociale medier som Twitter og lnstagram, er det både alvor, sarkasme, ironi og humor, han bruger som redskab, ligesom han hver dag markerer, at han stadig ikke har faet sit pas tilbage ved at sætte en buket blomster i kurven på sin cykel, der holder på gaden udenfor hans atelier.

Ud over de mange timers aktivitet på nettet hver dag, har han også daglige møder med folk fra hele verden, der kommer for at besøge ham i hans atelier, ligesom han følger sine mange udstillinger verden over online. Senest har han redigeret en film om sin søn til Berlinalen på Skype fra sit atelier i Beijing, ligesom han i februar måned via en videoforbindelse deltog i en konference om ytringsfrihed i New York.

Ai Weiwei har i de senere år haft store udstillinger på bl.a. Mori Art Museum, Japan, Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, USA. Brooklyn Museum, USA, Martin Gropius Bau, Tyskland og senest på fængselsøen Alcatraz, USA. Til efteråret laver Royal Academy of Art i London en stor retrospektiv udstilling med Ai Weiwei. Han har tidligere haft soloudstillinger i Danmark i Galleri Faurschou i 2010 og på Louisiana, Museum for Moderne Kunst i 2011.

Om Faurschou Foundation
Faurschou Foundation er en privatejet kunstinstitution med en samling af samtidskunt i international topklasse og med udstillingssted i Københavns Nordhavn samt i Beijings attraktive kunstkvarter 798. Faurschou Foundation præsenterer de besøgende for nogle af verdens mest anerkendte kunstnere. Faurschou Foundations samling bliver hele tiden udviklet og udvidet.Faurschou Foundation her på meget kort tid, siden oprettelsen i 2011, markeret sig som en signifikant kunstinstitution, med soloudstillinger af bl.a. Ai Weiwei, Cai Guo-Qiang, Louise Bourgeois, Shirin Neshat, Gabriel Orozco, Dahn Vo og Bill Viola.

Læs mere på FAURSCHOU.COM.

Skriv et svar