Assistent til Galleri Susanne Ottesen

Galleri Susanne Ottesen søger dygtig og kunstinteresseret assistent, som studentermedarbejder.

Som assistent vil du komme til at indgå i galleriets daglige arbejde og dermed få et godt kendskab til samtidskunstscenen og dens mekanismer. Galleriets daglige opgaver er mangeartede og spænder fra deciderede kunstfaglige til mere praktiske opgaver. Opgaverne indebærer primært opdatering af vores værk- og kundedatabase, og blandt andet kundepleje, indkøb, forberedelser i forbindelse med fernisering og generel håndtering af kunstværker.

Jobindholdet afhænger i sidste ende også af dine egne færdigheder, evner og engagement.

Udover at du godt må være energisk og en fornøjelse at omgås, så er erfaring med forskellige former for IT et krav: opdatering af hjemmeside, Photoshop, Indesign og fotografering. Derudover er en god fornemmelse og forståelse for kunstscenen i dag en fordel.

Da det tager tid at komme ind i alle systemerne og blive fortrolig med det omgivende miljø, søger vi en person, der forventes at forblive i stillingen i minimum et par år og er i starten af sit studie.

Arbejdstiden er ca. 18-20 timer ugentligt fordelt på to-tre dage i tidsrummet tirsdag til lørdag – og vi er selvfølgelig fleksible, så arbejdstiden kan justeres i forhold til eksaminer og ferie.

Vi tilbyder en lille energisk og social arbejdsplads, hvor godt humør, smil og kundepleje er i fokus.

Galleriet drives af Susanne Ottesen og har derudover tilknyttet to ansatte. Det har eksisteret siden 1983 og har ligget i de nuværende lokaler i Gothersgade i København K siden 1989. Galleriet repræsenterer 23 danske og udenlandske kunstnere.

Ansøgning og CV sendes til galleri@nullsusanneottesen.dk med teksten ”Assistentansøgning 2013, dit navn” i emnefeltet.

Deadline for ansøgninger er fredag d.20. september 2013 kl. 12.

Venlig hilsen
Galleri Susanne Ottesen

Skriv et svar