SEMINAR: LYS. FARVE. RUM.

Den Frie Udstillingsbygning inviterer til seminar om samspillet mellem lys, farve og rum. Torsdag den 14. marts 2013 kl. 16-18.
Mette.4
Seminaret tager afsæt i vores nuværende udstillinger 5 x solo. Vi har inviteret en række personligheder til paneldebat, som alle har en særlig faglig tilgang til lyset og dets muligheder.

Kunsthistoriker, mag.art. Karen Marie Bredegaard fra CBS vil anskue udstillingen gennem fænomenologiske briller og forsøge at indfange lysets betydning i udstillingerne. Samlingsleder Ion Meyer fra Medicinsk Museion vil ud fra en naturvidenskabelig tilgang tage udgangspunkt i lysets forhold til og betydning for vores sundhed. Han vil også komme ind på Niels Finsens banebrydende lysterapi, som var en del af udviklingen af samtidens kultur, kunst og filosofi. Lysdesigner Jesper Kongshaug vil fortælle om lysets dramaturgiske muligheder og om lyset i forhold til et rums præsentation. Civilingeniør Jørn Ankjær Pedersen vil tale om lys, farve og strålekraft, samt de mange aspekter der er i opfattelsen af lys og farve.
Derudover vil billedkunstner, og udstiller på 5 x solo, Mette Gitz-Johansen tale om farve som kulturel symbolik. Kunstneren Michael Mørk, som ligeledes udstiller på 5 x solo, vil tale om farve og maling som konkrete størrelser samt brugen af disse i konceptuelt maleri.

Under paneldebatten vil der være mulighed for, at tilskuerne kan give deres mening til kende og stille spørgsmål til panelet.

Kom og vær med til at skabe en spændende og tankevækkende debat!

Alm. entre. Ingen tilmelding.

Forfatter: denfrie

Den Frie Udstillingsbygning Oslo Plads 1 2100 København Ø

Skriv et svar