FERNISERING PÅ OVERGADEN FREDAG D. 9. NOVEMBER FRA 17-20.


Velkommen til fernisering på Stefan A. Pedersens udstilling Out of, In, On, and Off  samt udstillingen Dimensions of Sharing af Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki og Pilvi Takala. Ferniseringen finder sted fredag den 9. november fra 17-20.

I soloudstillingen Out of, In, On, and Off sætter Stefan A. Pedersen fokus på Kina som projektionsflade for Vestens forestillinger, og undersøger hvordan betydning produceres og reproduceres i mellemrummet mellem det, vi forestiller os, og det vi oplever. Udstillingen tager afsæt i Stefan A. Pedersens rejse gennem det østlige Kina, en tur tilrettelagt på baggrund af dagbogsnotater fra en rejse, kunstnerens far foretog for 40 år siden.

I gruppeudstillingen Dimensions of Sharing udforsker Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki og Pilvi Takala grænsefladen mellem fysiske og mentale rum og mellem det private og det fælles. Omdrejningspunktet for udstillingen er spørgsmålet om, hvad der kan deles med andre, og hvad der forbliver privat. I fotografi, video, maleri, tegning og installation udfoldes dette både i samspillet mellem kunstnernes individuelle praksisser og i mødet mellem værk og beskuer.

Stefan A. Pedersen: Out of, In, On, and Off  / 10. november 2012 – 20. januar 2013
Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki, Pilvi Takala: Dimensions of Sharing / 10. november 2012 – 20. januar 2013

Overgaden Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, København K
Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 13-17, torsdag kl. 13-20
Gratis entré

www.overgaden.org

Har du lyst til at prøve arbejdslivet af?

Hvis du har lyst til at opleve dagligdagen i en lille virksomhed og prøve dine kompetencer af, før du afleverer specialet og skal til at søge job, så er job shadowing noget for dig!

I job shadowing bruger du to dage i en lille virksomhed. Du kommer med til møder, får indsigt i opgaver og får lov til at stille spørgsmål og bruge dine kompetencer. Du vil også få dine egne opgaver. For eksempel kan du opleve:

  • Oxmond Interactive – det lækre grafiske design bliver interaktivt – vil gerne have en studerende, der tænker visuelt og kreativt.
  • AltforKreativ leverer kreative konsulentydelser, vil du vide, hvordan du bruger din viden til at skabe kreative processer – så er det her.
  • Enigma Insight laver markedsundersøgelser og kunne godt tænke sig en studerende, der har lyst til at give input til markedsføringsspots og viral markedsføring.

For at komme i job shadowing skal du være kandidatstuderende og kunne deltage i en workshop d. 22. november. Til gengæld lover vi, at du får konkret viden om arbejdslivet i en lille virksomhed, at du lærer at sætte dine kompetencer og din uddannelse i anvendelse og bliver klogere på dig selv.

Der er ansøgningsfrist d. 13. november, og du kan læse mere om virksomhederne, forløbet og ansøgningen her (åbner i nyt vindue).

Vertical City – Film & Debat

Mandag d. 5 kl.16.30 viser CPH:DOX den indiske dokumentarfilm film Vertical City af Avjit Mukul Kishore – en film om en enorm slumbebyggelse uden for Mumbai.

Efter visningen af filmen inviterer Culture|Futures Clubs til debat med Shastri Ramachandran, Executive Director, National Centre for Advocacy Studies(NCAS), Fred Holt, arkitekt hos det danske arkitektfirma 3XN og filminstruktør Avjit Mukul Kishore.

Filmen forholder sig bl.a. til problemet om adskillelsen af rige og fattige i urban udvikling. Culture|Futures Club vil uddybe, hvorfor dette er et problem i Indien og hvordan man kan udvikle strategier for inkluderende og bæredygtig udvikling.

Læs mere om debatprogrammet og Culture|Futures Club rabatordning på http://www.facebook.com/cfckbh?ref=hl#!/events/482272241794474/

Læs mere om filmen http://www.cphdox.dk/d/film.lasso?e=&ser=1967&s=2012014

TEATER RIO ROSE søger praktikant til en genopsætningsproduktion i sæson 12/13

Teater Rio Rose er et lille teater med store visioner, der producerer international og prisvindende scenekunst med et billedpoetisk udtryk. Alle vores forestillinger skaber vi gennem åbne og kollaborative devisingprocesser.

Vi søger en praktikant, som vil være instruktørens højre hånd under en genopsætning af HIMMEL OG JORD og som ønsker en faglig praksiserfaring med devising-strategier. Forestillingen skal genopsættes med en ny spiller, men der skal også skabes nye scener til forestillingen. Der vil være stor mulighed for selv at være med til at definere rammerne for praktikken ud fra dine faglige interesseområder og videns felter.

Vi har dog brug for en praktikant, der vil synes, at det er interessant at registrere og dokumentere processen – og herved bistå med at:

• Filme og efterfølgende transskribere nogle af de sceniske forsøg
• Notere under prøverne
• Samle og rette manus til, efterhånden som det devises frem

Praktikken er ulønnet, men du opfattes som en ligeværdig del af en engageret teaterinstitution i konstant bevægelse.

Praksis- og kontaktoplysninger:
Periode: 14. jan. 2013 – 2. feb. 2013. (Vi er fleksible med dine tider i forhold til studie og dine øvrige aktiviteter). Send gerne dit CV.
Kontaktperson: Tove Bornhøft (kunstnerisk leder af Rio Rose)
Mail: tove@nullriorose.dk
Web: www.riorose.dk

Vi ser frem til at høre fra dig.

Teater Rio Rose

Udtale fra tidligere praktikant:
”Jeg kan varmt anbefale studerende at søge praktik hos Teater Rio Rose. Som praktikant hos Rio Rose får du rig mulighed for gennem praksis at forbedre og udforske din egen faglighed. Du skal være god til og tryg ved at navigere i en proces, der på en gang er struktureret og kaotisk – og du skal have fornemmelse for at kunne veksle mellem tidspunkter, hvor du sidder og dokumenterer og registrerer processen og tidspunkter, hvor du kan byde ind med et fagligt blik”. (Tine Byrdal, cand. mag i Teater og Performancestudier)

Udenrigsministeriet søger studentermedhjælper

 Er du interesseret i at arbejde med kunst?

Så har vi en ledig stilling som studentermedhjælper i Udenrigsministeriets ejendomssektion.

Du er studerende på min. 2. år på f.eks. kunsthistorie. Eller måske er du bare ualmindelig glad for især billedkunst. Og du vil gerne arbejde 14,5 timer om ugen ved siden af dine studier.

Vi er en halv snes personer, som arbejder med Udenrigsministeriets ejendomme i udlandet, herunder møblering og administration af udsmykning af disse ejendomme.

Vi står overfor en omlægning af vores hidtidige politik på kunstområdet og har i den forbindelse brug for en studentermedhjælp, som vil være med til at gennemføre denne omlægning, også i praktisk henseende.

Du er imødekommende, interesseret og åben for at lære at arbejde med forskelligartede opgaver. Vi tilbyder gode kolleger og spændende udfordringer!

Er du interesseret, så send din ansøgning til KRS/Ejendom, KRSEjendom@nullum.dk (mærket: Studentermedhjælper) inden 16. november 2012.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede uanset køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen som studentermedhjælp.

 

Trappe Tusind går til valg

Trappe Tusind er også interesseret i politik! Derfor inviteres alle IKK’ere (og alle andre) til Trappe Tusinds litteratur- og kulturscene i forbindelse med

 Det amerikanske valgdøgn – tirsdag d. 6. November

Tre oplægsholdere, Nicklas Freisleben Lund, Jens Bjerring og Iben Engelhardt Andersen vil fortælle om amerikanske katastrofefilms ubevidste politik, torturofre, androdier og amerikansk samtidslyrik.

Arrangementet foregår i Studenterhusets café kl.14-16

og er en del af et 24 timers valgmarathon for studerende med debatter, workshops, gratis øl, live-transmission, natmad og musik. Se mere på

http://www.facebook.com/UsPresidentialCountdown2012

 https://www.facebook.com/events/255477311242343/?ref=ts&fref=ts

Promote it søger 2 praktikanter i forårssemestret 2013

Hos PR bureauet Promote it søges 2 praktikanter i perioden fra januar/februar 2013. Det er op til praktikanten selv, hvor lang praktikperioden skal være (dog min. tre måneder).

Brænder du for at promovere musik, bands, events og bøger? Og kan du sælge den gode historie overfor pressen? Så er det måske noget for dig.

Som praktikant vil du komme til at deltage i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige i Promote it. Udover erfaring med presse- og kommunikationsarbejde vil du også erhverve stor indsigt i det danske musikliv og få mulighed for at udvide dit netværk.

Dine arbejdsopgaver vil bestå i alt fra forefaldende arbejde til konkret presse- og kommunikationsarbejde. I forbindelse med sidstnævnte vil du bl.a. komme til at deltage i:

  • Indledende møder, hvor eksempelvis målgruppe og mediestrategier fastlægges.
  • Udarbejdelse af pressemateriale.
  • Opsøgende pressearbejde.
  • Koordination af f.eks. interviews og releasefester.
  • Research.
  • Afsluttende evalueringsmøder.
  • Opdatering af hjemmeside.

Praktikstillingen er ulønnet.

Ansøgninger skal sendes snarest muligt til:
lisbeth@nullpromote-it.dk

Eller til:
Promote it
Att.: Lisbeth Beyer Mogensen
Vestergade 6A, 2 sal.
1456 Kbh. K

Deadline er mandag den 10. december 2013

Vi ser frem til at høre fra dig.

Mange hilsner
Promote it

Promote it arbejder indenfor den danske musikkultur. Vi promoverer hovedsageligt danske upcoming og semietablerede musiknavne. Herudover koordinerer vi forskellige musik- og kulturevents. Senest er Promote it også begyndt at lave PR for bogudgivelser, herunder ’Kategori C – Hooligans i Europa’, ”Larsen & Clausen – Ronkedorer i Rockland” og senest ”Fetterlein – forført af livet”.

Blandt vores faste samarbejdspartnere hører bl.a. pladeselskaber, distributionsselskaber, bogforlag og foreninger. Vi løser opgaver indenfor alle musikgenrer og med danske som udenlandske navne, og vi har arbejdet med blandt andre musikstreamingtjenesten WiMP, Danish Metal Awards, Beth Hart, Billy Cross, Dans & Lær, Joe Bonamassa, Laid Back, Karen Mukupa, A Kid Hereafter, Ken Gudman Prisfesten, Hammershus Støttekoncert og JazzKamikaze.

Læs mere på www.promote-it.dk

Artventure søger praktikanter

Er du vores kommende praktikant?

Du har drive, du er grundig og du er supermotiveret. Du kaster dig med interesse over opgaver, der spænder lige fra intelligent research til manuelt arbejde i forbindelse med events. Du er ikke bange for at have mange bolde i luften, og du sætter en ære i at følge opgaverne til dørs – også selvom klokken har slået 16.

Dine arbejdsopgaver som praktikant ændrer sig løbende, men overordnet kan du forvente at arbejde med research, afrapportering, dokumentation, eventarbejde, kampagnearbejde og udvikling af vores online tilstedeværelse. Dertil kommer alt det, som vi ikke har listet, fordi hver dag stiller nye udfordringer…

Vi skeler ikke til din akademiske baggrund, men forventer, at du som minimum er i gang med 3. år på en videregående uddannelse, og at dit studievalg/valgfag relaterer til din interesse for kommunikation og events. Vi lægger desuden vægt på at være fleksible omkring dit studie, så du når dine deadlines.

Send din ansøgning i dag og bliv en del af vores team der dagligt giver sit yderste for at levere intelligente kommunikations- og eventløsninger til de største danske og internationale virksomheder. Ansøgningsfristen er d. 12.11.2012 kl. 12.00

> Praktiktid: 4-6 mdr.

> Minimum 25 timer pr. uge

> Ulønnet

> Behersker dansk og engelsk i tale og skrift

> Tyskkendskab er en fordel

> Kørekort er en fordel

> Send en ansøgning med motivation, CV og billede  vedhæftet i en e-mail

> Vi starter op i januar

 

Artventure > Gothersgade 113 > DK – 1123 København K

people@nullartventure.dk > www.artventure.dk > 5851.5732

Se også stillingen her: Artventure søger praktikanter

 

 

 

Bliv frivillig i rollespillet Unge på Flugt

Har du lyst til at give skoleelever en oplevelse for livet og være med til at formidle viden, der kan skabe grobund for tolerance og forståelse mellem mennesker, så er Unge på Flugt noget for dig!

Unge på Flugt er et 24 timers læringsrollespil, der hører under Ungdommens Røde Kors. Gennem rollespillet oplever skoleelever (8.-10. klassetrin) på egen krop, hvad det vil sige at være flygtning. Eleverne spiller flygtninge og bliver af Unge på Flugts instruktørgruppe ledt igennem en simuleret flugt. En flugt, der blandt andet indebærer et møde med korruption, bureaukrati, sult, flygtningelejre, checkpoints og den danske asylprocedure.

Vær med til at gøre en forskel
Unge på Flugts formål er at formidle viden, der kan skabe grobund for tolerance og forståelse mellem mennesker. Som instruktør er du med til at:

•   Give unge skoleelever en stærk oplevelse.
•   Nuancere flygtninge- og indvandrerdebatten.
•   Indgå i et energisk og målrettet team med noget på hjerte.
•   Påtage dig pædagogiske og organisatoriske udfordringer.

Du behøver ikke at være den store skuespiller
Instruktørerne i Unge på Flugt spiller mange forskellige roller i spillets 14 sekvenser og er med til at fremprovokere forskellige slags følelser hos eleverne. Vores instruktører har vidt forskellige uddannelser og jobs, er 18-35 år og bor i hele landet. At være instruktør kræver ingen skuespil-/rollespilserfaring – det kommer hen ad vejen. Men det er vigtigt, at du er engageret, kan tage ansvar og har lyst til at gøre en forskel.

Lidt praktisk omkring flugterne som er godt at vide
Flugterne foregår på folke- og efterskoler i hele Danmark i weekenden, hvor vi mødes fredag aften og tager hjem søndag eftermiddag. Instruktørernes transport og mad betales af projektet. Vi overnatter i klasselokaler på skolerne. Der er 30-150 elever og 10-25 instruktører på en flugt. Som instruktør bestemmer du selv, hvor mange flugter du vil deltage i. Typisk afholder vi seks flugter på et år. Meget af spillet foregår udendørs, både om dagen og aftenen.

Bliv instruktør – tag med på næste uddannelse
Du bliver instruktør ved at deltage i Unge på Flugts instruktøruddannelse og efterfølgende være med som instruktørføl på to flugter. Uddannelsen strækker sig over to weekender. Den næste uddannelse finder sted d. 26-27. januar og d. 1.-3. februar. Det koster 150 kr. at deltage i hele uddannelsen. Heri er inkluderet offentlig transport til og fra uddannelsesstedet samt fuld forplejning i begge weekender.

To spændende, sjove og lærerige weekender venter
I den første uddannelsesweekend tager du selv flugten og oplever rollespillet på egen krop. Den efterfølgende weekend bliver du klædt på teoretisk og får bl.a. indsigt i de psykologiske og pædagogiske virkemidler.

Meld dig til instruktøruddannelsen eller få mere info
Kontakt Lærke Molbech på laerke@nullurk.dk eller tlf. 28 95 66 05.