TOWER SESSION: Novi_sad besætter Nikolaj Kunsthal med digitale lydangreb torsdag d. 29/3

Nikolaj Kunsthal præsenterer lydperformance af Novi_sad  – et dynamisk og intenst live-sæt baseret på optagelser fra Amazonas regnskov, Brasilien, det gamle Olympia, Grækenland, Manhattan og Brooklyn.

Performancen vil blive fremført i absolut mørke.

Novi_sad alias Thanasis Kaproulias (f. 1980) fra Athen er autodidakt kunstner, som begyndte at arbejde med lyd i 2005. Novi_sad udforsker lyd som en følelse og adskiller dermed lyden fra dens fysiske egenskaber. Gennem optagelser, drone-manipulationer og strukturerede ambiente lydlandskaber ønsker han at få os til at se via lyd. Nogle af Novi_sads projekter fokuserer på arkitekturens akustik, mens andre baserer sig på kvantitative og numeriske data fra forskellige kilder, som fx data fra betydningsfulde børskrak.

Novi_sad bor og arbejder til dagligt i Athen, men er på nuværende tidspunkt tildelt DIVAS residency i København af Statens Kunstråd.

Novi_sad har optrådt i biografer, teatre, kirker, museer og til festivaler verden rundt. Han har tidligere samarbejdet med navne som bl.a. Jacob Kirkegaard og BJ Nissen og er også kunstnerisk leder af lydfestivalen Hertz i Athen. Hans projekter bliver udgivet af Touch Music.

TOWER SESSION: Novi_sad. Torsdag den 29. Marts 2012 kl. 17-18.

Gratis entré når entré til udstilling (20 kr.) er betalt.

Skriv et svar