Filmens afskygninger – KUA lokale 21.1.47, fredag den 3/12 kl. 16
– alle er velkomne
I Lars von Triers Idioterne er idiotiet ikke bare tema, men også form. Filmen skildrer en gruppe yngre mennesker, som er flyttet ind i en stor Søllerød-villa for at lave ”spasserkollektiv”. Projektet handler dels om at finde sin ”indre spasser”, dels om at forarge det pæne borgerskab. På den ene side søger projektet autenticiteten, på den anden side provokationen. En dobbelt søgen, som kan siges at karakterisere den romantisk-moderne kunstners projekt i almindelighed, og von Triers i særdeleshed. Man kan hævde, at det faktisk lykkes filmen at finde autenticiteten gennem provokationen. Eller måske rettere: i magiske glimt slår provokationen om i autenticitet. Men hvad er spasseriets funktion? Er det en subversiv gestus, en spejling af et idiotisk samfund eller et autentisk udtryk? Med et begrebspar fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kan spørgsmålet stilles således: Er spasseriet symptom eller sînthome? Og med et begrebspar fra Søren Kierkegaard lyder spørgsmålet: Er spasseriet på Lovens (herunder trodsens) eller Kærlighedens side?