Nørrebronx News!

– arbejd journalistisk sammen med unge på Nørrebro.

Har du lyst til at hjælpe unge på Nørrebro med at være journalister og fortælle historier om bydelen i ord og billeder? Så kan du være med til at få Nørrebronx News! til at give genlyd i foråret 2010.

Fra den 15. april til den 24. juni mødes unge mellem 13 og 18 år to gange om ugen for at producere artikler, anmeldelser, interviews og fotos til et dobbeltopslag, der udgives i Nørrebro/Nordvest Bladet hver fjerde uge.

De unge skal selv arbejde som journalister – men ikke uden hjælp. De får inspiration af professionelle journalister, fotografer og grafikere undervejs. Og de får brug for dig!

Bliv frivillig!
Som frivillig bliver du del af avisredaktionen:

Avisredaktionen assisterer de unge med individuel opbakning og opmærksomhed under hele den journalistiske proces og hjælper dem med at producere og bearbejde deres historier i ord og billeder fra idé til tryk. Avisredaktionen mødes med de unge hver tirsdag og torsdag kl. 16-18 i Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 København N (du skal bare kunne komme en dag om ugen fast).

Alle frivillige i avisredaktionen starter den 15. april, men mødes første gang til et intromøde onsdag den 14. april kl. 17 i Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 København N.

Har du evner indenfor journalistik, skrivning, fotografi eller grafisk opsætning og lyst til at være med til at gøre en forskel som frivillig i Nørrebronx News! så skriv til frivillig@nullhyggefactory.org.

Om Nørrebronx News!
Nørrebronx News! realiseres af Hygge Factory, Nørrebro Bibliotek og Nørrebro Ungdomsskole.

Hygge Factory er en not-for-profit organisation, der laver proces- og produktorienterede projekter med børn og unge. Organisations første projekt var bogen 2200 N – orakler, shawarmaer og bristede fordomme, der blev skrevet af 14 unge på Nørrebro og kom på gaden den 10. februar 2010 – se www.ordskaelv.org.

Skriv et svar