Midtvejs-fernisering: Nye kunstnere, nye værker, nye handlinger!

High Heel Sisters, Screaming Mountain, 2007
High Heel Sisters, Screaming Mountain, 2007

Velkommen til midtvejs-fernisering fredag d. 19. marts kl. 17-19
Performance af Al Masson kl. 17.30: Artistic Gesticulation
Performance af Olof Olsson kl. 18.15: Modern Dogs

Kerstin Cmelka (AT), Gudrun Hasle (DK), High Heel Sisters (DK/N/S), Judith Hopf & Deborah Schamoni (D), Al Masson (F/DK), Olof Olsson (DK), Steffen Jørgensen, Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen & Ditte Soria (DK) og Ann Lislegaard (DK)

Nye kunstnere er på banen, når forårets udstilling Handlinger – Performance- og lydkunst blænder op for en række nye værker skabt særligt til udstillingen. Udstillingen viser værker og dokumentationsmateriale af performance- og lydkunst fra museets samling og arkiv kombineret med værker fra den danske og internationale samtidskunstscene. Med afsæt i udstillingens temaer har en række kunstnere nu skabt helt nye værker til udstillingen.

Udstillingsrummet og privatsfæren blandes
Intet er, som det ser ud til at være, når Al Masson inviterer publikum på opdagelse i installationen Intimate Gestures skabt særligt til rummet. Masson kobler børneværelset med kunstneratelieret i en blanding mellem det intime, private rum og udstillingsrummet. Gudrun Hasle har med Gudruns Salon siden 2009 inviteret publikum til performance og foredrag i sin private stue. I videoinstallationen Description of Events præsenterer hun et nyt værk baseret på publikums personlige oplevelser i Gudruns Salon.

Videodokumentation som baggrund for nye værker
High Heel Sisters skriger af lungernes fulde kraft og begraver deres røde stiletter i værket Screaming Mountain fra 2010 baseret på dokumentationsmateriale fra en performance opført på Den Frie Udstillingsbygning i 2007. Olof Olsson fører kontorarbejde i helt nye retninger i værket Office Work og afprøver grænsen mellem betydningsfulde og meningsløse handlinger: På Deutsches Institut für Normung – det tyske standardinstitut – omdanner han manuelt og iført jakkesæt 500 DIN A4-formater til 8.000 stk. A8. Endelig blander kunstnergruppen Steffen Jørgensen, Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen & Ditte Soria fiktion og virkelighed i værket Black & White Becomes a Colorful Blindfold, der bl.a. præsenterer uddrag fra deres performance i Palægården ved museet, som fandt sted i februar 2010.

Smækken med døre og dansende skeletter
Udover de nyproducerede værker tager Ann Lislegaard og Kerstin Cmelka i deres værker udgangspunkt i Henrik Ibsens berømte stykke Et Dukkehjem fra 1879. Med afsæt i hovedpersonen Noras sidste handling i den sidste scene skaber Lislegaard en sanselig lyd- og lysinstallation i værket Slamming the Front Door fra 2005. Kerstin Cmelka genopfører samme scene i videoen Nora fra 2008 i en undersøgelse af samspillet mellem replik, gestik og betydningsdannelse. Endelig præsenterer Judith Hopf og Deborah Schamoni et uforudsigeligt og absurd univers i værket Hospital Bone Dance fra 2005, der bl.a. henter referencer i musikvideoen og tv-produktioner.

Læs mere om udstillingen på www.samtidskunst.dk

Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, DK-4000 Roskilde, tlf. 4631 6570, info@nullsamtidskunst.dk

Skriv et svar