CPH PIX – Danmarks største filmfestival søger parktikanter

Filmfestivalen CPH PIX rullede for første gang sin lilla løber ud i april 2009, og etablerede sig som landets hidtil største filmfestival med næsten 37.000 publikummer på 10 dage.

PIX har fokus på de film, publikum ikke ellers vil få mulighed for at se i byens biografer, og festivalen præsenterer en enestående vifte af film fra hele verden og i alle genrer – fra brede genre- og publikumssucceser til markante kunstneriske film og filmiske eksperimenter.

PIX bygger på erfaringerne fra byens ’gamle’ spillefilmfestivaler NatFilm Festival og Copenhagen Int. Film Festival, og PIX er del af fonden Copenhagen Film Festivals på linje med filmfestivalerne CPH:DOX og BUSTER.

15.-25. april 2010 går det løs igen med over 170 internationale spillefilm fra hele verden, koncerter, debatter, fester og unikke events – og derfor søger festivalen nu praktikanter til de forskellige arbejdsområder.

Som praktikant på PIX får du en unik mulighed for at følge og præge udviklingen af denne markante kulturbegivenhed. Vi søger praktikanter inden for en række områder fra program til event, men først og fremmest søger vi dedikerede og idérige praktikanter, der brænder for at sætte deres eget fingeraftryk på festivalen. Praktikanter, der kan arbejde selvstændigt, kreativt, kollektivt, projektorienteret, formidlende. Og meget mere!

Du kan komme til at arbejde inden for flg. områder:

Program: Vores mest direkte filmorienterede stilling. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores programchef og programråd i udarbejdelsen af årets filmprogram, og arbejdet vil bestå i at researche, bestille film, tegne kontrakter, forfatte programtekster, redigere program og billeder, og selvfølgelig at gennemse et kæmpe antal film.

Event: PIX vil udvide biografoplevelsen og sætte sit eget markante præg på byen. Som praktikant på eventområdet arbejder du tæt sammen med festivalens eventkoordinator og er med til at etablere, udvikle og gennemføre vores filmrelaterede events som koncerter, seminarer og Q&A’s. Arbejdet indebærer bl.a. at booke kunstnere, finde venues og samarbejdspartnere, koordinere den praktiske afvikling og meget mere.

Produktion og PR: Som produktionsassistent kommer du til at arbejde på tværs af alle afdelingerne sammen med vores festivalchef og branchekoordinator. Sammen skal i planlægge og ikke mindst afvikle festivalens mange aktiviteter og små som store events, og du er med fra udvikling og lanceringen til det hele løber af stablen.

Marketing: Arbejdsopgaverne inden for marketing er mange og varierede. Du kommer til at arbejde tæt på festivalens marketingskoordinator og får indblik i såvel klassisk marketing som sponsorarbejde. Opgaverne er bl.a. aktivering af sponsorater, udarbejdelse af marketingsevents, samt planlægning og salg af særvisninger.

For alle praktikstillingerne gælder det, at vi er en lille dynamisk organisation, så du kommer også til at arbejde på tværs af arbejdsområderne og snuse lidt til det hele.

Lidt om dig
Har du en glødende interesse for film, er det skønt. Men lige så vigtigt er det, at du brænder for kommunikation, kulturarbejde og eventudvikling. Du har gode kommunikationsevner, taler og skriver engelsk flydende – kan du flere sprog er det bonus, du og vi får gavn af. Du skal kunne arbejde selvstændigt og fokuseret, men også kollektivt og lydhørt. Du skal være god til at knuse problemer – ellers bliver du det – og du skal have lyst til at møde filmskabere fra hele verden. Du er selvsagt familiær med alskens IT, og så skal du have et godt humør, også når deadline nærmer sig, og stressen breder sig.

Praktikken er ulønnet. Praktikperioden er fra starten af januar til 1. maj. Den kan afpasses efter dit studie, men det er naturligvis en fordel for alle, hvis du kan være med til den endelige afvikling af festivalen. Vi skal have din ansøgning senest den 30. november (gerne før), og vi vil indkalde til samtaler d. 9.-10. december. For yderligere oplysninger kontakt programchef Thure Munkholm på: thure@nullcphpix.dk / 31242519

Vi glæder os til at modtage din ansøgning på e-mail eller med post til:

CPH PIX – Copenhagen Film Festivals
Att : Thure Munkholm
Østre Farimagsgade 16b
2100 KBH Ø

Skriv et svar