Bliv frivillig på Wundergrund 2009!

Vær med til at arrangere en af Københavns mest forunderlige kulturbegivenheder. Uden dig- ingen festival! Frivillige er en afgørende forudsætning for festivalens succes, og vi er hvert år taknemmelige for den store interesse for at blive en del af festivalens dynamiske event-team.

Wundergrund Festival er atter på trapperne med unikke møder mellem eksperimenterende musik på tværs af genrer, kunstmiljøer og kreative brancher. Wundergrund 2009 løber af stablen fra 31. oktober til 7. november og præsenterer et væld af cutting-edge stjernenavne.

Som frivillig skal du skal være med til at afvikle festivalens koncert- og eventprogram. Arbejdet består i at hjælpe med musiker- og publikumspleje, hente og bringe musikere i lufthavnen, netværksskabelse, billetsalg, distribuering af PR materiale, oprydning o.l. Som noget særligt i år, afholder vi en Midtvejsfest for alle frivillige. Festen afholdes i Råhuset torsdag d. 5. nov, og byder på underholdning, DJs og festivitas en masse. I forbindelse med festen har vi brug for folk til at forberede udsmykning m.m.   

Arbejdet er ulønnet, men til gengæld kan du opleve spændende koncerter, mens du arbejder. Desuden får du forplejning, når du er på vagt og gratis adgang til to koncerter efter eget valg.

Foruden at have privilegeret adgang til festivalens program, får du som frivillig mulighed for:

  • at blive en uvurderlig del af et engageret hold, der brænder for festivalen
  • at opbygge værdifuld erfaring og indsigt i maskineriet bag afviklingen af en festival
  • at bidrage til og blive en del af Københavns kulturmiljø

Informationsmøde for årets frivillig-team d. 21. okt. kl.17 på Gråbrødre Torv 16 st. th.

Har du interesse i at være med til Wundergrund 2009, så send os dit navn, kontakt-oplysninger og ønsker med hensyn til arbejdsopgaver.

Vi glæder os til at høre fra dig!                                                                                                                           Med forunderlige hilsner

Katrine Møllebæk: km@nullsnyk.dk / Mikkel Vad: mikvad@nullyahoo.dk

Updates: www.wundergrund.dk

Skriv et svar