Master class om filmen Waltz with Bashir

CPH:DOX-vinder Anders Østergaard (Gasolin, Burma VJ) interviewer Cannes-vinder Ari Folman om dokumentarisme, animation og politisk filmkunst i Waltz with Bashir – nomineret til de gyldne palmer i Cannes 2008.


I anledning af European Film Awards, ønsker Filmskolen, EFA08 og Copenhagen Capacity at invitere alle interesserede til en master class omkring den barske og stærkt politiske film Waltz with Bashir.
Med en fælles entusiasme for at formidle politiske budskaber gennem den dokumentariske genre, vil filmens instruktør Ari Folman og Anders Østergaard vise klip fra filmen og give deres bud på hvordan man kan arbejde med politiske budskaber for et europæisk publikum anno 2008.
Master classen foregår på Filmskolen fredag den 5. december kl. 10-12 med efterfølgende forfriskninger.
Filmen vises for alle, der ikke allerede har set den, tirsdag den 2. december i Empire biograf kl. 20. OBS: Der er engelske undertekster.
Filmens instruktør Ari Folman lægger ny betydning til animationsgenren med sin visuelt nytænkende film om krig, erindring, fortrængning og personlig overlevelse. Da en ven kommer til ham med en genkommende dramatisk krigstraume-drøm, hvor 26 glubske hunde forfølger ham, går det op for Folman, at han ikke selv har nogen erindringer om sin egen krigsdeltagelse. Han sætter sig for at sammenstykke sin egen fortid, ved at opsøge gamle soldaterkammerater og andre der kan hjælpe ham med at rekonstruere den fortrængte virkelighed. Det bliver til kunstnerisk udforskning af hans egen erindring, hvor han med voksende suspense nærmer sig erindringens kerne: massakren på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i 1982.
Arrangementet er gratis, men du skal tilmelde dig ved Filmskolens efteruddannelse her. Først-til-mølle-princippet gælder.

Skriv et svar