GRATIS billetter til prøveforestillinger på Mungo Park

 

Birkehytten på Mungo Park

 

 

 

Mungo Park tilbyder gratis billetter til en række prøveforestillinger på vores kommende forestilling ’Birkehytten’ af Line Knutzon. Det er en komedie, så det er vigtigt for skuespillerne at møde et publikum mange gange op til premieren, så timingen bliver helt perfekt.

Vi tilbyder gratis pladser på følgende dage:

  • Onsdag d. 28/4 kl. 20
  • Torsdag d. 29/4 kl. 20
  • Fredag d. 30/4 kl. 20

Meld tilbage på billet@nullmungopark.dk med navn, telefonnummer, ønsket dag og skriv gerne, at tilbuddet er modtaget gennem Københavns Universitet.

Eneste modydelse, vi kunne ønske os, er hvis I har lyst til at tage en plakat med hjem efter forestillingen og hænge den op på instituttet eller på den lokale cafe.

Vi glæder os til at se jer!

Mange hilsner, Mungo Park

ARTIST TALK: KASPER AKHØJ

Mandag d. 26. april kl. 17-18

Med et lysbilledforedrag, der tager form som en rejsebeskrivelse, vil Kasper Akhøj introducere den enorme mængde research, som ligger til grund for det udstillede projekt Abstracta og den bog om projektet, han arbejder på. Abstracta-projektet startede,
da Akhøj i 2006 deltog i et researchprojekt i det tidligere Jugoslavien. Her faldt han, i de tidligere statsejede varehuse og museer, som ventede på at blive renoveret, over et elegant og simpelt udstillingssystem, der mindede om en minimalistisk skulptur fra 1960erne og stod tilbage som et mystisk levn fra kommunismen, som ingen rigtig kendte noget til.

Overgaden. Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17 , 1414 København K

Studerende søges til Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum

Stillingsopslag

Studerende søges til Skoletjenesten

på Thorvaldsens Museum

Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum søger to kollegaer, der kan indgå i et team af undervisningsmedarbejdere. Arbejdet vil primært bestå af undervisning og booking, men man vil også kunne blive tilknyttet andre formidlingsprojekter afhængig af erfaring og interesse.

Vores undervisningsaktiviteter er meget alsidige, og vi inddrager forskellige undervisningsmetoder som f.eks. fortælling, skriveøvelser og skitsetegning i vores forløb. Vi har et særligt fokus på inddragelse af digitale medier og på udviklingen af en dialogisk praksis, og det er derfor en forudsætning, at ansøgeren har lyst at udvikle sig inden for disse felter.

Medarbejderne i Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum har uddannelsesmæssig baggrund fra universitetet, kunstakademiet og lærerseminariet, da vi ser det som en fordel, at vi arbejder ud fra forskellige tilgange til formidlingsarbejdet – det afføder inspiration og gode idéer. Til de opslåede stillinger søger vi to studerende, der har interesse for og indsigt i kunst og formidling til børn, unge og voksne.

Den ene ledige stilling er en fast stilling og den anden et vikariat frem til 1. december 2010, med mulighed for forlængelse. Man får to faste arbejdsdage ugentligt med tilsammen 7,5 timer. Der må i perioder påregnes arbejdstid ud over dette.

Hvis stillingsbeskrivelsen har vagt din interesse, så send en kortfattet ansøgning til Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 Kbh K eller på e-mail: line.esbjoern@nullthorvaldsensmuseum.dk. Vi skal have ansøgningen senest tirsdag d. 11. maj kl. 12.00. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 20.

Med venlig hilsen

Line Esbjørn

Leder af Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum

OPEN CALL!

ArtRaum i LiteraturHaus inviterer kunstnere til at deltage i årets Golden Days Festival

ArtRaum

ArtRaum er LiteraturHaus’ nye udstillingsrum, der med sin sære arkitektoniske udformning og sin tilknytning til LiteraturHaus’ lyriske miljø vil lægge rum til bastardudstillinger af blandet ophav.

ArtRaum eksisterer som balkon og halvrum i LiteraturHaus og vil oppe under det gamle kirketag vise tekstligt baserede visioner materialiseret i billedets, installationens eller lydens materiale.

ArtRaum vil fremhæve og udstille værker, der smager på og fortærer, skænder og favner et sprogligt materiale i kunstens form.

Udstilling

ArtRaums første udstilling kommer til at indgå som en del af den tværkulturelle festival Golden Days, der i år strækker sig fra d. 3.-26. september 2010.

Temaet for Golden Days 2010 er 1700-tallets oplysningstid. Omdrejningspunktet er de tanker og bevægelser, der har deres oprindelse i 1700-tallet og som ligger til grund for vor tids moderne samfund. Målet er at aktualisere 1700-tallet og dermed kvalificere fremtidens diskussioner om f.eks. ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling og nationalitet.

Med afsæt i ovennævnte tema og festivalens titel ”Det åbne og det lukkede land” søger ArtRaum forslag, der tager udgangspunkt i et fælles tekstligt materiale; Jonathan Swifts roman Gullivers Rejser fra 1726.

Kunstværkerne må aktuelt eller fantasifuldt, legende eller alvorligt, destruktivt eller konstruktivt tage dette landegrænsesprængende værk under behandling. 

Ansøgningen skal sendes via e-mail og skal indeholde en projektbeskrivelse og gerne et budget samt billedmateriale eller skitser. Når tilmeldingen modtages vil ArtRaum eftersende et udvalgt stykke af Gullivers Rejser. Det står kunstneren frit for at benytte dette tekststykke eller andre ord, fornemmelser eller passager af romanen.

Deadline for ansøgning: d. 29. april 2010 kl. 12.00

Ansøgningen skal sendes til: artraum.lit@gmail.com

Spørgsmål rettes ligeledes til ovenstående e-mail.

 

ArtRaum, LiteraturHaus                                    Læs mere om Golden Days Festival på www.goldendays.dk

FERNISERING PÅ OVERGADEN

Velkommen til åbningen af Christian Schmidt-Rasmussen “Daywalker, giv slip” & Kasper Akhøj “Welcome (TO THE TEKNIVAL).”

Fredag d. 23. april kl. 17-20

Overgaden. Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17 , 1414 København K

—————————————

Christian Schmidt-Rasmussen: Daywalker, giv slip
24/4 – 13/6 2010

Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) præsenterer på denne udstilling en række nye malerier, installeret på sorte tavler beskrevet med små dialoger i en udveksling mellem billede og tekst. Schmidt-Rasmussen sætter hjemstavnshistorier i gang i sit eget lokalområde, Københavns Sydhavn, som repræsenterer et klassisk terrain vague, og bevæger sig også gennem resten af København, samt Hvide Sande, Spodsbjerg og Istanbul. Malerierne slår stemninger an, som lader det hverdagslige og trivielle gennemskinne af et poetisk nærvær af farver og flimmer, men også et melankolsk mørke. Schmidt-Rasmussen konfronterer på denne soloudstilling forholdet mellem den nære og den fjerne verden. Gennem den blodtørstige figur rydder han op i sin umiddelbare omverden og ønsker at opløse, destabilisere og bedrage den for at afdække en anden, mere kompleks virkelighed.

sacred de

Kasper Akhøj: Welcome (TO THE TEKNIVAL)
24/4 – 13/6 2010

På sin første større soloudstilling i Danmark vil Kasper Akhøj (f. 1976) præsentere sine nyeste researchbaserede værker: fotoværket Welcome (TO THE TEKNIVAL) og en serie abstrakte skulpturer, sammensat af fundne elementer fra Abstracta-systemet. Begge værker kortlægger historiers knopskydning. Akhøj forfølger designobjekter, som rejser gennem, gentager og forandrer sig på uforudsigelige måder i tid og rum.

Kasper Akhøj_Welcome (TO THE TEKNIVAL)

Studentermedarbejdere til Bookingen på Statens Museum for Kunst

Vi søger fire nye medarbejdere til museets Booking i Formidlingsafdelingen. Vi søger medarbejdere, der er interesseret i 1 eller 2 faste ugentlige arbejdsdage.

Der er brug for to studentermedarbejdere med ansættelsesstart den 10. maj 2010. De øvrige to studentermedarbejdere begynder først for alvor til august, men der vil være oplæring og fælles introduktion til arbejdet i løbet af foråret og sommeren og mulighed for at fungere som tilkaldevikar.

Arbejdsopgaver

Bookingen står blandt andet for:

  • at modtage bestillinger på omvisninger i Bookingens åbningstid (man.-fre. kl. 10-14)
  • at rådgive bestillerne (undervisere og f.eks. kunstforeninger) i valg af emner
  • at koordinere omvisningerne med museets 20 omvisere og undervisere
  • at sammensætte programmet for museets offentlige omvisninger
  • at kunne springe til som omviser i pressede situationer
  • at assistere med mindre formidlingsopgaver og planlægning af forskellige arrangementer

Kvalifikationer

Vi foretrækker en ansøger med følgende kvalifikationer:

  • studerende med minimum afsluttet grunduddannelse i kunsthistorie eller anden relevant baggrund
  • erfaring med omvisninger og kunstformidling
  • erfaring med Office pakken

Endvidere vil vi lægge vægt på, at du er fleksibel og udadvendt og har et godt overblik i situationer, hvor der er mange bolde i luften.

Løn- og ansættelsesforhold

Arbejdstiden er henholdsvis 9 og 5 timer ugentligt.  Ansættelsesstart er 10. maj 2010.

Ansættelsen sker i henhold til Organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK) og OAO-s-fællesoverenskomsten.

Hvis du får tilbudt stillingen, skal du fremvise en straffeattest.

Ansøgningen

Vi skal have modtaget ansøgningen og relevant dokumentation senest mandag den 26. april 2010 kl. 12.00.

Du skal mærke ansøgningen ”Student til Bookingen” og sende den pr. mail til job@nullsmk.dk. Ansøgningen skal være forsynet med postadresse og være i formatet Word 97 (eller senere Word-versioner) og/eller pdf.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 29. april 2010.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte enhedsleder Marianne Grymer Bargeman på tlf. 3374 8541 eller Bookingen på tlf. 3374 8484 (man.-fre. kl. 10-14)

Du kan læse mere om museet på vores hjemmeside www.smk.dk

who's there

who’s there? – et symposium om mennesket på scenen i virkeligheden d. 7. og 8. maj

Teaterinstitutionens grænse flytter sig ud i det offentlige rum og offentligheden træder op på scenen: prostituerede, asylansøgere, arbejdsløse eller bare ”hverdagens eksperter” kan opleves i rollen som sig selv. Den gængse afgrænsning mellem kunst og virkelighed bliver udfordret, og illusionen om et afgrænset kunstværk og et autonomt subjekt på scenen bliver brudt. Men hvordan ser vi mennesket på scenen, når han ikke længere (kun) spiller en rolle? Hvem taler så på scenen? Iscenesætteren, den politiske virkelighed, publikums fordomme eller mennesket selv?

Cremen af den europæiske performancescenes eksperimentmageri gæstespiller: schweiziske Boris Nikitins lecture performance “Woyzeck” (2007, netop præmieret på Impulse Festival 2009) og den franske dansescenes konceptkunstner Jérôme Bels koreograferede samtale med den thailandske kollega Pichet Klunchun, “Pichet Klunchun and myself” (2005, modtager af bl.a. Routes Princess Margriet Award).

Desuden lecture af den tyske filosof Marcus Steinweg, koncert med Heidi Mortenson, diskussion mellem Rimini Protokoll-eksperter, lecture performances af danske akademikere og debat med delegerende instruktører!

who’s there? er et samarbejde mellem Warehouse 9, Republique, Københavns Universitet, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Statens Teaterskoles Efteruddannelse og Cecilie Ullerup Schmidt. who’s there er støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg

Pris: 200 kr. inklusiv performance af Boris Nikitin & Jérôme Bel på Republique

Sted: KUA, Republique og Warehouse 9

Se programmet og tilmeld dig via www.whosthere.dk