Omvisere/undervisere til Den Hirschsprungske Samling søges

Den Hirschsprungske Samling søger kunsthistoriestuderende eller studerende fra lignende uddannelser, der februar 2020 kan indgå i museets korps af undervisere/omvisere. Museet modtager over 200 skoleklasser om året såvel som voksengrupper og tilbyder en række forskellige typer omvisninger og dialogbaserede undervisningsforløb i samlingen og særudstillinger. Læs museets pædagogiske profil for skoleklasser her.

Ved ansættelsen vil der blive lagt særlig vægt på kendskab til og interesse for det 19. århundredes danske kunst.

Arbejdet aflønnes efter de statslige museers takster.

Ansøgning
Skriftlig ansøgning sendes på mail til job@nullhirschsprung.dk senest tirsdag d. 3. december.

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om, hvor du er i dit studie, dine beståede eksaminer og evt. anden faglig beskæftigelse, herunder omvisererfaring. Endvidere bedes oplyst, hvorvidt du vil være i stand til at formidle på fremmedsprog.

Eventuelle spørgsmål rettes til museumsinspektør Camilla Klitgaard Laursen (camkli@nullhirschsprung.dk tlf. 35440952). Samtaler forventes afholdt torsdag d. 13. december.

Om museet
Den Hirschsprungske Samling er statsligt kunstmuseum, der ligger ved Østre Anlæg midt i København. Museet er grundlagt af tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline og åbnede i 1911. Museet huser 100 års dansk kunst fra det 19. til starten af det 20. århundrede – fra den danske guldalder til skagensmalerne og det moderne gennembrud. Samlingen indeholder hovedværker af C.W. Eckersberg, Christen Købke, P.S. Krøyer, Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi. Yderligere oplysninger kan findes på museets hjemmeside hirschsprung.dk.

Hirschsprung LATE

Døden i kunsten 31. oktober kl. 18

I anledning af halloween ser vi denne aften på døden som motiv. Museets samling af dansk kunst fra hele 1800-tallet rummer malerier af dødelige sygdomme, krig og barnemord. Kom med museumsinspektør Camilla Klitgaard Laursen rundt i museets sale og kom helt tæt på uhyggelige og mystiske motiver i samlingen.

Efter omvisningen vil vi afsløre et nyligt indkøbt værk af Vilhelm Kyhn med et motiv af klitterne på Skagen Strand. Da værket blev konserveret tidligere i år, dukkede der noget uventet og uhyggeligt op bag det øverste lag af maling. Hør konservator Loa Ludvigsen fra Statens Museum for Kunst om hendes arbejde med konserveringen af værket og se, hvordan værket har ændret sig fundamentalt, efter det oprindelige motiv er kommet frem i lyset.

Hirschsprung LATE

Den sidste torsdag i hver måned har vi udvidet museet åbningstid fra kl. 11-20. Til Hirschsprung LATE inviterer vi indenfor til en aften i kunstens og kulturens tegn. I løbet af efteråret og vinteren byder vi på alt fra oplæsning af kunstnerbreve og croquis til fællessang og særlige introer til aktuelle udstillinger.

Praktiske informationer

Arrangementet starter kl. 18 og varer ca. en time.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Ankom i god tid, da der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding ikke nødvendig.

Museet holder denne dag åbent kl. 11-20. Der er derfor mulighed for at se samlingen og museets udstillinger før eller efter arrangementet.

SALON #1

‘GENIET’ 24. oktober kl. 19-21

Kom med til guldaldersalon på Den Hirschsprungske Samling. Denne aften gæster forfatter Mathilde Walter Clark og radiovært Christiane Vejlø museet til en snak med salonværtinde Anne Sophia Hermansen under temaet ’Geniet’.

Begavede kvinder kunne i årtierne omkring 1800 dyrke deres interesser for kunst og kultur med ligesindede af begge køn ved at holde salon. Forfatteren Friederike Brun var en af Danmarks store salonværtinder, og hun støttede guldalderkunstneren J.L. Lund, der er hovedperson i efterårets særudstilling på museet. Vi genfinder stemningen fra Bruns stuer med kulturredaktør fra Berlingske, Anne Sophia Hermansen, som salonværtinde.

Aftenens gæster er forfatter Mathilde Walter Clark, der sidste år udkom med den anmelderroste roman Lone Star, og teknologiekspert og radiovært Christiane Vejlø, fra det digitale rådgivnings- og medieselskab Elektronista. Til denne salon vil samtalen handle om guldalderens og nutidens idé om geniet. Hør om romantikkens mørke og sublime naturskildringer i billedkunsten, litteraturens gotiske universer, fortidens og nutidens videnskaber og den menneskelige eksistens.

Salonen rammesættes og introduceres af museumsinspektør Anna Schram Vejlby og krydres undervejs med et stykke mystisk musik og oplæsning af den engelske forfatter Mary Shellys gotiske roman Frankenstein fra 1823.

Salon #1-2

I løbet af efteråret er museet vært for to saloner i guldalderens ånd i anledning af efterårets store udstilling Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser. Med Anne Sophia Hermansen, som salonværtinde mødes billedkunst, videnskab, litteratur, politik og musik i en åben og nysgerrig atmosfære. Den 14. november gæster forfatter Hanne-Vibeke Holst og tidligere politiker Søren pind salonen til en snak om ’Parnasset’.

Den perfekte gentleman

Foredrag 9. oktober kl. 17-19

I løbet af 1800-tallet blev den engelske gentleman et ideal for mænd i hele Europa, også i Danmark. Fra midten af århundredet til den gamle verdens sammenbrud i Første Verdenskrig var den velklædte, høflige, dannede, selvbevidste, uafhængige mand det ypperste ideal, man kunne stræbe efter.

Til dette foredrag vil seniorforsker ved Nationalmuseet, Mikkel Venborg Pedersen, fortælle om gentlemanidealet og herremoden i 1800-tallet. Med baggrund i hans bog Den perfekte gentleman. Mænd, stil og idealer i verden af i går vil han tage os med til en tid, hvor de nye idealer for manden skulle væves sammen med nye fænomener som sport og ferieliv, kontorarbejde, industrialisering og kvindefrigørelse.

Om Mikkel Venborg Pedersen
Mikkel Venborg Pedersen er dr.phil. i kulturhistorie og seniorforsker ved Nationalmuseet. Han har skrevet en række historiske værker. Senest var han redaktør og forfatter på storværket Danmark og Kolonierne (2017). Bogen Den perfekte gentleman. Mænd, stil og idealer i verden af i går udkom i 2018.

Praktiske informationer

Tid
Onsdag den 9. oktober kl. 17-19

Foredraget finder sted uden for museets almindelige åbningstid. Besøg venligst vores garderobe, inden foredraget begynder.

Pris for foredrag
Pris inkl. et glas vin: 95 kr. / 50 kr. m. årskort.

Billetten giver adgang til at se samlinger og udstillinger.

Begrænset antal pladser.


Hirschsprung LATE

Intro til Den anden Guldalder 26. september kl. 18

Til efterårets første Hirschsprung LATE kan du komme bagom den nyåbnede udstilling Den anden Guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser. Museumsinspektør og kurator Anna Schram Vejlby vil denne aften give en særintroduktion til udstillingen.

J.L. Lund: ‘Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav’, (1807-11). Statens Museum for Kunst

Glemmebogen rummer mange kunstnere, og Lund er en af dem. Som professor på Kunstakademiet uddannede han sammen med C.W. Eckersberg den generation af danske kunstnere, vi i dag kender som guldaldermalerne. Mens Eckersberg er kendt som ’dansk malerkunsts fader’, har få imidlertid hørt om Lund, selvom han spillede en lige så vigtig rolle i samtidens kulturliv som lærer og kunstner.

Med udstillingen Den anden Guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser åbner vi for glemmebogen. Her vil du møde værker af Lund, af hans elever og af hans venner i Danmark og Tyskland. Sidstnævnte inkluderede kunstnere, digtere og intellektuelle som Caspar David Friedrich, J.C. Dahl, de tyske nazarenere og familierne Brun, Schiller og Humboldt.

Hirschsprung LATE

Den sidste torsdag i hver måned har vi udvidet museet åbningstid fra kl. 11-20. Til Hirschsprung LATE inviterer vi indenfor til en aften i kunstens og kulturens tegn. I løbet af efteråret og vinteren byder vi på alt fra oplæsning af kunstnerbreve og croquis til fællessang og særlige introer til aktuelle udstillinger.

Praktiske informationer

Omvisningen starter kl. 18 og varer ca. en time.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Ankom i god tid, da der er et begrænset antal pladser på omvisningen.

Tilmelding ikke nødvendig.

Museet holder denne dag åbent kl. 11-20, hvorfor der vil være mulighed for at se udstillingen på egen hånd før og efter introen.

Læs mere om udstillingen

C.W. Eckersberg og hans skole

Omvisning 8. september kl. 14

C.W. Eckersberg var professor på det danske Kunstakademi fra 1818 og helt frem til sin død i 1853. Hans undervisning på Akademiet udgør et helt særligt kapitel i den danske kunsthistorie og har i dag givet ham tilnavnet ‘Guldalderens fader’. I denne omvisning ser vi nærmere på Eckersbergs værker, hans særlige tilgang og hvad han tilføjede dansk malerkunst. Vi går også tæt på hovedværker af en række af Eckersbergs elever så som Christen Købke, Jørgen Roed og Wilhelm Bendz.

Praktiske informationer

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Ankom gerne i god tid, og henvend dig i skranken. 
Der er et begrænset antal pladser på omvisningen.

Hvad skabet gemte

Forskerkvarter 4. september kl. 14

Museets samling rummer meget mere end malerier. I arkiver og magasiner findes genstande som kunstnere fra hele 1800-tallet har ejet og brugt i deres kunstneriske arbejde. Museets stifter, kunstsamleren og tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung, havde et nært forhold til mange af tidens kunstnere, kom i deres atelierer og fulgte deres arbejde og proces fra skitse til færdigt værk.

Hirschsprungs nære forhold til kunstnere er grunden til, at samlingen i dag rummer alt fra pensler og malerpaletter til kunstnermøbler og P.S. Krøyers vandrestok. Til dette Forskerkvarter kan du møde museumsinspektør Camilla Klitgaard Laursen, der har fundet kunstnereffekter frem fra gemmerne og museets birketræsskab i kælderen, hvor mange af de sjældent sete skatte opbevares.

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjældent kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kl. 14 kan du møde museets direktør, inspektører eller kunstfaglige personale, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Tilmelding ikke nødvendig.

Krøyer og kunstnerkolonierne – Skagen og Hornbæk

Omvisning 1. september kl. 14

Mange kender maleren P.S. Krøyer for hans tid i Skagen, som en del af kunstnerkolonien Skagensmalerne. Sammen med blandt andre kunstnerparret Anna og Michael Ancher, Holger Drachmann, Lauritz Tuxen og Carl Locher var han med til at sætte Skagen på landkortet allerede i kunstnernes egen samtid. Kunstnerkoloniens mange malerier af fiskere på havet og fine fruer på promenade på Skagen Sønderstrand har været med til at danne det billede mange af os stadig har af Skagen den dag i dag.

P.S. Krøyer: ‘Kunstnerens selvportræt’, 1897. Den Hirschsprungske Samling

Til denne omvisning kan du komme med på en rejse til 1800-tallets sidste årtier, hvor kunstnerkolonien i Skagen men også en endnu tidligere koloni i Hornbæk på Nordsjælland var på deres højeste. I 1873, ni år før Krøyer første gang besøgte Skagen, rejste han til Hornbæk i selskab med kunstnervennerne Frants Henningsen, Viggo Johansen og Kristian Zahrtmann. Mødet mellem kunstnerne, de lokale, naturen og kysten med Kullens blå klipper i horisonten blev starten på Danmarks formentligt tidligste kunstnerkoloni. Her mødtes og sidenhen bosatte mange af de kunstnere sig, som i 1880’erne og 90’erne rejste til Jylland og blev en del af kunstnerkolonien i Skagen.

Hør om hovedværker fra kunstnernes tid i Skagen og lyt med, når vi dykker ned i Hornbækkoloniens værker, som vises i den aktuelle sommerudstilling P.S. Krøyer og kunstnerkolonien i Hornbæk. Denne søndag er det sidste chance for at se udstillingen, som lukker d. 1. september kl. 16.

Praktiske informationer

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Ankom gerne i god tid og tilmeld dig i skranken. 
Der er et begrænset antal pladser på omvisningen.

Hirschsprung LATE

Finnissage og intro 29. august kl. 18

Til sommerens sidste Hirschsprung LATE markerer vi afslutningen på Hjørneudstillingen Johan Rohde. En kunstners værksted, som lukker d. 8. september. Kom med til en hyggelig og uformel finnissage, der byder på en spændende introduktion til kunstneren og sjove fortællinger fra brevarkivet.

Johan Rohde var et multitalent. Han udfoldende sig inden for alt fra maleri og grafik til sølvsmede- og møbelkunst og fungerede tilmed som kunstkritiker. Kom tæt på denne særlige kunstner, hans kunstneriske processer og betydning for dansk kunstliv, når museumsinspektør Camilla Klitgaard Laursen giver en introduktion til udstillingen. Hør om tilblivelsen af Hjørneudstillingen og den store samling af skitsebøger, tegninger og fotografier, som Ny Carlsbergfondet fornylig donerede til museet og som kan ses for første gang i udstillingen.

Aftenen vil også byde på oplæsninger fra brevarkivet. Da Johan Rohde var nær ven med Den Hirschsprungske Samlings første direktør, kunsthistorikeren Emil Hannover, rummer museets arkiv mere end 344 breve udvekslet mellem de to. Projektmedarbejder i brevarkivet, Miriam Watts, vil rammesætte og læse udvalgte breve op til og fra kunstneren.

Hirschsprung LATE

Hirschsprung LATE er et nyt initiativ på museet. Den sidste torsdag i hver måned udvider vi museets åbningstid indtil kl. 20 og inviterer inden for til en aften i kunstens og kulturens tegn. I løbet af sommeren og efteråret byder vi blandt andet på croquis, sang, halloween for voksne og særlige introer til vores aktuelle udstillinger.

Praktiske informationer

Finnissagen starter kl. 18 og varer ca. en time.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Ankom i god tid, da der er et begrænset antal pladser. 
Tilmelding ikke nødvendig.

Museet holder denne dag åbent kl. 11-20, hvorfor der vil være mulighed for at se Hjørneudstillingen på egen hånd før og efter finnissagen.

Hjørneudstillingen kan ses til og med den 8. september 2019.