PORTRÆT AF fotograf IMOGEN CUNNINGHAM

Ved kunstnerens barnebarn, dokumentarist Meg Partridge

Kl. 17-18 tirsdag d. 8. marts, 2016
Gl. Holtegaard

Dokumentarist Meg Partridge har skabt en Oscar-nomineret dokumentar om sin bedstemor fotografen Imogen Cunningham. Partridge fortæller om overvejelserne bag produktionen af et unikt og personligt filmportræt. Som ung arbejdede Partridge for sin bedstemor i fotostudiet og vil derfor også fortælle helt nære historier om Imogen Cunningham og om fotomediets udvikling i en tid med mange nybrud.

Billet til FOTOFORTÆLLINGER på Gl. Holtegaard
95 kr. / seniorer & studerende 85 kr. / KLUBmedlem 30 kr.
– inkl. udstillingsbesøg

Tilmelding: gl-holtegaard@nullrudersdal.dk

Kort om Imogen Cunningham
Mødet med Imogen Cunninghams (1883-1976) fotografi er et møde med epokegørende forandringer i foto- og kunsthistorien i begyndelsen af det 20. århundrede. Tiden præges af eksperimenter og Cunningham undersøger fotografiets tekniske egenskaber og nye æstetiske muligheder. Hun flytter fotomediet væk fra pictoralismens efterligninger af malerkunsten og poesiens virkemidler og ind i et nyt fotografisk udtryk af dynamiske kompositioner, markante beskæringer, dramatiske kontraster og stor dybdeskarphed. Som stiftende medlem af den banebrydende gruppe af amerikanske vestkystfotografer i Group f/64 former hun det amerikanske fænomen Straight Photography, der er en vigtig del af definitionen af amerikansk fotografi. Cunningham bliver en fotografisk pioner, hvis moderne æstetik trækker dybe spor langt ind i det 21. århundredes kunst.

Læs mere her:
Gl. Holtegaard

Agave Design 1, 1920s WImogen Cunningham, Agave Design 1, 1921