Praktikant søges til SF’s IT- og Forskningsordfører på Christiansborg

Brænder du for it- og forskningspolitik? Og har du lyst til at sætte ophavsret, privatlivsbeskyttelse, it-innovation og grøn it på dagsordnen på Christiansborg og i medierne?

Jeg søger en akademisk praktikant, der gerne vil opleve hverdagen i Folketinget og lære hvordan de politiske processer foregår i praksis.

Dine opgaver vil blandt andet være:

• Politisk sparring
• Research til løbende sager indenfor bl.a. IT og telepolitik, forsknings- og universitetspolitik, samt EU-sager
• Formulering af tekster, blandt andet til debatindlæg, pressemeddelelser og hjemmeside
• Sortering af post, mødeindkaldelser og bilag
• Besvarelse af borgerhenvendelser

Ideelt er du i gang med en samfundsvidenskabelig eller kommunikationsfaglig uddannelse. Du er god til at researche på Internettet og har desuden en grundlæggende forståelse for politisk kommunikation. Det er en fordel hvis du tidligere har arbejdet politisk eller på anden måde beskæftiget dig med et af mine områder.

Jeg og min medarbejder vil selvfølgelig give dig faglig feedback på dit arbejde og hvis du har en sag du brænder for, vil der være mulighed for at researche, planlægge og sætte fokus på den som en del af praktikopholdet. Du vil desuden få erfaring med politikudvikling og de politiske processer i Folketinget.

Praktikken er på 30 timer om ugen eller efter aftale. Praktikken er ulønnet. Du får dog gratis frokost i Snapstinget, og forløbet tilrettelægges, så det kan leve op til eventuelle krav fra dit studie.

Er du interesseret? Så send en kort ansøgning om din motivation og erfaring sammen med et CV til mig på: hanne.agersnap@nullft.dk senest 12/12 2008. (Jeg forbeholder mig dog ret til at springe til med det samme, den rette praktikant melder sig – så tøv ikke med at sende din ansøgning af sted!). Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til mig på tlf.: 33 37 44 01.

Praktikforløbet skal påbegyndes 1. februar 2009, eller snarest muligt derefter, og varer indtil 1. juni.

De bedste hilsner, Hanne Agersnap

Skriv et svar