Specialekontoret Kryptonit søger tre mandlige studerende

Kære specialeskrivende eller snart-specialeskrivende

Vi får tre pladser til mandlige studerende ledig på specialekontoret Kryptonit på Vesterbro per 1. august 2011.

Skriv max en halv side om dig selv, hvor du beskriver hvem du er og hvad du har tænkt dig i forhold til specialekontoret: Det er vigtigt, at din ansøgning indeholder information om: Din alder. Hvad du studerer. Hvad du skal skrive om. Hvor ofte du regner med at være på kontoret. Hvornår du regner med at starte og blive færdig. Vi skal modtage din ansøgning senest onsdag d. 8. juli.

Lidt om Kryptonit:
Specialekontoret Kryptonit er beboet af 10-11 specialestuderende, der har hver deres arbejdsplads med trådløst internet. Vi har til huse i to gamle butikslokaler i hjertet af Vesterbro i København. Vi forsøger til alle tider at holde en god spredning af fagområder, lige som vi også forsøger at have en ligelig fordeling af drenge og piger. Da det er et aktivt speciale miljø, så ser vi gerne at dem som har plads her, er tilstede mindst 3 gange om ugen. Det er på ingen måde et ultimativt krav, men vi forsøger at sørge for, at der altid er nogle som sidder og skriver. Vi prøver også at holde et godt socialt miljø på Kryptonit og spiser derfor frokost sammen hver dag kl. 12:30 i vores lille gamle køkken, eller, når vejret er til det, ude i gården. Ofte drikker vi en øl eller sodavand sammen, når ugen er omme fredag eftermiddag. Derudover holder vi af og til nogle fester, hvor nye og gamle specialestuderende mødes.

Pladsen koster 740 kr. om måneden (765 kr, hvis man vil være med i kaffe/the-ordning) at have en studieplads på Kryptonit. Derudover koster det et indskud på 2100 kr., som man selvfølgelig får igen, når man slutter.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Mange hilsener
Specialekontoret Kryptonit

Absalonsgade 11
specialekontor@nullhotmail.com

Skriv et svar