Athelas New Music Festival 2011

Ni dage, 25 koncerter, boglancering, laboratorium og meget mere: Danmarks største festival for samtidsmusik finder sted på Republique i København 27. maj – 4. juni.

Athelas New Music Festival 2011 henvender sig til alle, som interesserer sig for partiturmusik – og for teater, litteratur, improvisationskunst, lydkunst og anvendt lyddesign.

For første gang i dansk sammenhæng sættes ny tysk og dansk samtidskunst i et fælles perspektiv i et omfattende program med fremtrædende danske og
udenlandske ensembler, solister, performere, videnskabsfolk, komponister, litterater og teaterfolk.

Hovednavne ved festivalen er de tyske komponister Heiner Goebbels og Karlheinz Stockhausen. Publikum vil også kunne opleve værker af andre tyske og danske komponister, som har markeret sig på de internationale musikscener. Fælles for dem er, at de indarbejder elementer fra andre kunstarter i deres musikalske udtryk.

Koncerterne suppleres af musikalsk laboratorium, workshop, cd- og bogudgivelser, samt visninger af de nyeste frembringelser inden for ny teknologi, som præsenteres i Danmark for første gang. Publikum og deltagere fra ind- og udland får gennem de forskellige projekter mulighed for at dele og diskutere
deres erfaringer med kunstnere og aktører, der arbejder med tekst og lyd i forskellige former.

Læs mere om festivalen på www.anmf.dk

Skriv et svar