Specialeplads

Kære studerende!
Skriver du speciale – eller er du kommende specialestuderende, som godt kunne tænke sig at have et sted, hvor du kan koncentrere dig om specialet i selskab med andre ligesindede, så læs endelig videre …

Vi har ledige specialepladser fra 1. juni, 1. juli, og 1. august i vores hyggelige specialekontor: Edisons Venner, beliggende centralt på Frederiksberg (Edisonsvej nr. 9 – en sidevej til Gl. Kongevej tæt på Frederiksberg rådhus).

Kontoret er privat etableret af en række studerende, og vi er i øjeblikket 25 studerende. Vi er fordelt på 5 kontorer med 4-7 pladser i hvert kontor.

Vi bliver tit spurgt, om det er muligt at søge pladser som specialegruppe. Det er muligt at arbejde i grupper hos os, så længe der blot er arbejdsro i kontorerne. Samtaler og mobilsnak skal derfor foregå i køkkenet eller uden for, eller man holder så bare møder osv. uden for normal kontortid, når de andre i kontoret ikke er der, for eksempel om aftenen eller i weekenderne. Ellers ligger der en masse gode caféer lige i nærheden, hvor man kan holde
møde.

Det koster 685 kr. om måneden inklusive alle faste udgifter (inkl. internetadgang, 100 print i gennemsnit per måned og kaffekasse). Der er et køkken, hvor du kan tilberede din mad. Du skal desuden betale et depositum på 2.200 kr., som du får tilbage, når du stopper herinde.

Edisons Venner er en forening. Det vil sige, at alle medlemmer har ansvar for, at de praktiske ting fungerer i Edison. Vi har en rengørings- og indkøbsordning, vi holder desuden generalforsamling to gange om året. Vi har et forretningsudvalg, der tager beslutninger i det daglige, en kasserer der står for økonomien, en netværksansvarlig der sørger for at internet- og printeradgangen fungerer samt undertegnede, der står for kontakt til nye medlemmer.

Selvom du måske ikke har tænkt dig rigtig at starte op med specialet før senere end de nævnte datoer, kan det dog klart anbefales at få sig en specialeplads inden, da du ellers kan risikere lang ventetid på en plads.

Hvis du er interesseret så kontakt mig gerne pr. mail: edison@nulllive.dk

 

Venlig hilsen ventelisteadministratoren, Edisons Venner

 

 

Skriv et svar