Dagens PIX (torsdag den 14/4)

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Efter gårsdagens åbningsfilm skydes årets CPH PIX for alvor i gang i dag, og det med nogle af festivalens (forventeligt) bedste film, deriblandt en guldpalmevinder, en oscarnomineret og en venedigpræmieret. Ud over det byder torsdagens film fx på irakisk roadmovie og svensk musikkonceptkomedie. Her er en kort oversigt over dagens film. Se dagens samlede filmoversigt her.

 

Incendies (www.cphpix.dk)
Den canadiske film Incendies (IMDb) var Oscarnomineret som bedste ikke-engelsksprogede film i år sammen med Susanne Biers Hævnen (som vandt) og Dogtooth af Giorgos Lanthimos (som burde have vundet).

Uden at afsløre så meget, handler filmen om et tvillingepar, som ved deres mors død opdager, at de både har en far og en bror. Denne oplysning får dem til at tage til Libanon, hvor deres mor stammede fra, for at finde deres familie. Samtidig oprulles morens fortid som aktivist i en tid med uroligheder kristne og muslimer imellem.

Helt i tråd med de fleste andre Oscarnominerede, skulle Incendies både byde på handling, spænding, patos og overraskelser.

Filmen vises kun en gang, nemlig den 14/4 kl. 16.40 i Grand. Billetter kan købes her.

 

Essential Killing (www.cphpix.dk)

I Essential Killing (IMDb), hvis instruktør Jerzy Skolimowski vandt juryens specialpris i Venedig, er temaet flugt, med en orange kedeldragtsklædt terrorist/frihedskæmper (Vincent Gallo) i hovedrollen. Gallo vandt bedste skuespiller i Venedig for sin rolle.

Efter at have dræbt et par amerikanske soldater bliver han fanget, tortureret og transporteret til et ukendt og øde sted, hvorefter han heldigvis slipper fri (heldigt for ham, heldigt for filmen).

Derefter følger flugt, flugt, flugt og kamp for overlevelse gennem billedskønne sneklædte landskaber.

Essential Killing kan ses den 14/4 kl. 16.45 i Cinemateket og igen den 23/4 kl. 21.30 samme sted. Læs mere om filmen og køb billetter her.

 

 

Son of Babylon (www.cphpix.dk)

Son of Babylon (IMDb) er en irakisk roadmovie, der foregår i dagene efter Saddam Husseins fald. En bedstemor og hendes søn tager fra det kurdiske Nordiraq sydpå for at finde søn/far, som blev taget til fange af Saddam i starten af halvfemserne. Filmen er underligt nok ikke særlig deprimerende, selv om rejsen foregår på en baggrund af tortur og død. Sønnen og bedstemoren spiller med stor energi, og det samme gør de farverige karakterer, de møder på deres vej. Plot og spænding er stort set fraværende, men den rejse man kommer med på som tilskuer er spændende nok i sig selv.

Son of Babylon vises den 14/4 i Husets Biograf kl. 17. Filmen kan også ses den 17/4 kl. 17 og den 21/4 kl. 21.30. Læs mere om filmen og køb billetter her.

 

 

Onkel Boonmee (www.cphpix.dk)

Det er lidt strengt, måske, men Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv (IMDb) er den film, jeg glæder mig mest til at se på årets CPH PIX. Det er dels fordi filmen vandt Guldpalmen på sidste års Cannes Film Festival, dels fordi der er gået næsten et år siden da, og først nu kan filmen ses på et dansk biograflærred. Lang tids venten.

Filmen er instrueret af thailandske Apichatpong Weerasethakul og er en en halvabstrakt fabel om Onkel Boonmee, som ligger for døden et sted i Nordthailand. Der bliver han “besøgt” af sin afdøde kone og sin søn, (som vist nok har forvandlet sig til en slags abe). Det lyder temmelig buddhistisk og det er det måske også, men med en Guldpalme i bagagen, er jeg ikke i tvivl om at filmen er værd at se.

Det kan du gøre den 14/4 kl. 19 i Grand eller den 24/4 kl. 14.30 i Dagmar. Billetter kan købes her.

 

SoN02.jpg
Sound of Noise

Sound of Noise (IMDb) er en ret original svensk komedie. Amadeus er politimand, men stammer fra en meget musikalsk familie. Hans bror er dirigent, men Amadeus er fuldstændig tonedøv. Han kan slet, slet ikke lide musik. Derfor kommer det ret ubelejligt, at en gruppe avantgardeparodiske trommeslagere vælger at opføre et lydværk i fire dele i det offentlige rum, og ikke med det store hensyn til gældende love.

Amadeus bliver sat til at finde de skyldige inden deres grusomme kunstværk er fuldendt. Han finder hurtigt ud af hvem der står bag, men filmens krimidel fungerer slet ikke. Alle filmens musikere spiller lystigt videre.

Sound of Noise er en film om musik og derfor indgår der også en hel del af det. Det ser sjovt ud når avantgardisterne slår og trykker på alt på en operationsstue (inklusive patient på bordet), men det lyder som Safri Duo på speed.

14959-sound-of-noise
Sound of Noise

Sound of Noise er en meget konceptuel film, men efter min mening bærer idéen ikke. Om man kan lide musikken er en smagssag, men den omgivende historie er for tynd til en spillefilm. Sound of Noise bliver til en række fantasifulde, løsrevne musikvideoer. Det er ikke nok, synes jeg.

Sound of Noise kan ses den 14/4 kl. 21.30 i Grand og den 30/4 kl. 17 i Empire. Læs mere om filmen og køb billetter her.

Skriv et svar