PRAKTIKANT SØGES / PERFORMANCE

Den Frie Udstillingsbygning søger en praktikant med tiltrædelse så hurtigt som muligt, der kan fungere som assistent på performancesatsningen Performance-Kunst / 17. – 24. august.
Den Frie Udstillingsbygning tilbyder et lærerigt praktikophold, der giver dig en indsigt samt en række kompetencer, som du vil få brug, hvis du ønsker et fremtidigt job i den kunstfaglige sektor. Som praktikant vil du indgå i et velfungerende og dynamisk team, og du vil komme til at arbejde tæt sammen med husets daglige ledelse samt husets øvrige medarbejdere.

I forbindelse med Performance-Kunst giver Den Frie Udstillingsbygning dig muligheden for at komme helt tæt på produktionen af projektet. Du får mulighed for at komme rundt om alle aspekter af projektkoordinering og vil endvidere få erfaring med udarbejdelse, udførelse og opfølgning på performancesatsningens formidling- og pressestrategi. Vi lægger vægt på, at du er engageret og kan håndtere en til tider hektisk arbejdsdag. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med praktikopholdet.

Med Performance-Kunst ønsker Den Frie Udstillingsbygning at skabe en platform for mødet mellem den visuelle kunst og performativiteten i et forum, hvor internationale billedkunstnere og performancekunstnere kan udvikle deres værker specifikt til Den Frie Udstillingsbygnings unikke rum, og dermed være med til at skabe debat om performancekunstens fremtid. Projektets formål er at bidrage til performancekunstens udvikling i Danmark og give publikum et indblik i, hvordan billedkunst, performance og scenekunst er relaterede og beriger hinanden som genrer. Performance-Kunst undersøger feltets forskellige udtryk fra produktion/konceptudvikling og live-performance til dokumentation og remake(genopførelse) i forestillinger, udstillinger og workshops.

Skulle dette have vagt din interesse, så send os en kort ansøgning til info(at)denfrie.dk mrk. ’assistent/performance’

Forfatter: denfrie

Den Frie Udstillingsbygning Oslo Plads 1 2100 København Ø

Skriv et svar