Udstillingsforedrag om Walton Fords motiver af naturens undere

Naturen og historien i Waltons Fords akvareller
– ved professor i geologi Minik Rosing, Statens Naturhistoriske Museum
Onsdag den 26. januar 2011 kl. 20

Den amerikanske kunstner Walton Ford er stærkt inspireret af den naturhistoriske tradition for illustrationaf naturens undere. Han maler gigantiske akvareller, hvor hovedmotivet altid er dyr nøjagtigt gengivet i naturlig størrelse. I Louisianas udstilling indgår kæmpeværker med næsehorn, bisonokse og elg, men hans største værk må være billedet af en indisk elefant.
Billederne fortæller historier om naturen, og hver enkelt dyr, plante og landskabselement er naturhistorisk korrekt og malet med stor teknisk snilde. Billederne er imidlertid også allegoriske fortællinger, hvor det ved nærmere eftersyn viser sig, at dyrene er statister i fortællinger om menneskets og dets ofte grusomme natur. Walton Fords akvareller får således en understrøm af indholdsmæssig hæslighed, som står i skarp kontrast til deres store æstetiske skønhed.
Kunst og videnskab søger begge at afklare, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Foredragsholderen, professor i geologi ved Statens Naturhistoriske Museum i København, Minik Rosing vil se på Fords værker i en naturhistorisk ramme. En aften med nok én af landets mest vidende personer inden for området. Der vil også blive lejlighed til at se billeder af bl.a. hulemalerier og mineralpigmenter.

Minik Rosing er forfatter til artiklen ”Skønheden i udyret” i Louisianas særkatalog til udstillingen.
Gratis adgang for museets gæster. Det tilrådes at reservere plads på: www.louisiana.dk. Gebyr: 10 kr.

NYKREDIT. Sponsor for Louisiana Contemporary.
Museets åbningstider: Tirsdag – fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.
www.louisiana.dk.

Med venlig hilseN
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Forfatter: Susanne Hartz

Pressechef Louisiana

Skriv et svar