Fredag d. 19.11 kl. 16.00 – lokale 21.1.49
Alle er velkomne til det 4. arrangement i rækken Filmens afskygninger.
I 1895 fandt verdens første filmforevisning sted i Grand Café, Bld. des Capucines nr. 14, lige over for den bygning, hvor fotografen Nadar havde haft atelier, i nr. 35, og hvor den første impressionistudstilling var blevet holdt i 1874. De film, der blev vist ved denne lejlighed, skal vi se (bl.a. Arbejderne forlader fabrikken) sammen med andre fra samme tid, men som ikke var med i denne første forestilling (bl.a. mesterværket Toget kører ind på stationen). Men vi skal i det hele taget se og diskutere en række af filmens første værker, af brødrene Lumière, af deres forgænger Edison i et par små film fra 1894 samt samtidige forsøg på at sætte bevægelse i Muybridges fotoserier. Introduktionen vil via Gilles Deleuze diskutere Bergsons opfattelse af film som blot ‘statiske snit’, og blandt andet trække linjer til Passolinis opfattelse af filmen som ‘virkelighedens skriftsprog’.