Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: The Arbor havde – muligvis – været interessant som bog eller teaterstykke. Som film rammer fortællingen om den britiske manuskripforfatter Andrea Dunbars socialrealistiske liv helt ved siden af.
Det burde ikke kunne gå galt. Med en stolt tradition for film om de nederste sociale lag, skulle man ikke tro at en britisk film om fattigdom, nedbrudte familier, vold og stofmisbrug kunne ramme ved siden af. Tænk bare på Mike Leigh, Ken Loach, eller nyere skud på stammen som Andrea Arnold, hvis film Fish Tank har haft dansk premiere for ganske nylig. Clio Barnard har instrueret dokumentaren The Arbor, som er milevidt fra at kunne hamle op med konkurrencen.
Omtalen af The Arbor i kataloget til årets CPH:DOX virker da også lovende. Filmen handler om Andrea Dunbar, en ghettopige der allerede som 19-årig skrev teaterstykket The Arbor, inden hun 10 år senere døde af druk. Stykket handlede om det hårde kvarter, som Andrea voksede op i. I filmen hører vi Andrea, hendes familie, og især hendes børn fortælle om deres skæbner, bortset fra en lille detalje: De fortællende er allesammen skuespillere og ligner absolut ikke noget fra arbejderklassen.
Det er ikke så meget det, at “ægte” karakterer er erstattet med skuespillere, der er problemet. Faktisk er der noget interessant i den idé, især i de scener, hvor scener fra det oprindelige teaterstykke genopføres “on location” midt i det sociale boligbyggeri. De er flotte.
Det er ikke det, at der er elementer i filmen der virker kunstige. Det er det, at hele filmen gør det. De glatte skuespillere er for det meste placeret i indelukkede locations, (en dagligstue, et soveværelse), som er blottet for karakter. Det kunne da godt være arbejderklassehjem, men det ligner mere 10 minutters udsmykning af et studie. De eftersynkroniserede replikker er optaget med en klarhed, der gør dem utroværdige. Ingen baggrundsstøj her, ingen handling, ingen dramatik, kun en serie replikker.
Er det så en god historie, der leveres? Ja, måske, men når den leveres med en billedside der er komplet uinteressant, og med skuespilpræstationer der kun kan overbevise om, at der er tale om skuespil, så bliver en film som The Arbor en søvndyssende oplevelse. Den kunne ligeså godt have været en bog eller et radioprogram, men med mængden af god socialrealisme fra Storbritannien, er jeg ikke engang sikker på jeg synes om den idé. Allerhøjest formår filmen at være søvndyssende på en original måde. Gab.
The Arbor går i Posthus Teatret onsdag den 10/11 kl. 19 og igen i Grand lørdag den 13/11 kl. 21.30. The Arbor er en af konkurrencefilmene på årets CPH:DOX.