Pris til Bavian

Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kroner er i dag blevet uddelt til den danske forfatter Naja Marie Aidt for hendes novellesamling Bavian.

Motiveringen lyder sådan:

De 15 noveller i Bavian tager udgangspunkt i en verden, der til forveksling ligner hverdagen. Naja Marie Aidt skriver i en yndefuld og ildevarslende realisme, der trækker virkelighedens undertoner op, så man mærker, at hverdagen hviler på et mycelium af mulige katastrofer.

Det, der knytter Naja Marie Aidts noveller sammen er stykkernes livssyn eller omverdenssyn. Men måske også noget, man kan kalde deres globale livsmørke.

For igennem hele bogen går der en strøm, en puls, som både er yndefuld let og ildevarslende dyster. En samlet musik, sådan som den kan eksistere i en digtsamling eller en digtsuite. Og det på trods af den forskellighed, der også præger historierne – en tydelig, genkendelig og dramatisk stemme og en kunstnerisk mangfoldighed, en rigdom i selve udtrykket.

Politiken har et stort interview med forfatteren på avisens hjemmeside.

Skriv et svar