Så godt som iscenesat

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Armadillo (IMDb), Janus Metz’ dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan er en film som mange har set og alle taler om. Mig er det først lykkedes at se filmen på KV IFF 2010. Filmen er en del af dokumentarfilmkonkurrencen på festivalen så visningen i går var med både jury, deltagelse af holdet bag filmen og et begejstret, primært tjekkisk publikum.

Armadillo er en dokumentar der ikke virker særlig dokumentarisk. Især filmens indledning – helikopterscene a lá Apocalypse Now, stripshow inden rejsen til Afghanistan, afskedsscene i lufthavnen – er stærkt krigsfilmsinspireret. Senere bliver Armadillo mindre stiliseret. Da de danske soldater endelig kommer i ildkamp bliver kameraarbejdet af gode grunde mere hektisk og tilfældigt, og det giver faktisk en kampscene der er mere intens end jeg nogensinde har set i en hollywoodfilm.

Den scene, hvor soldaterne sårer og så (måske? måske ikke?) ligefrem likviderer en gruppe talibanfolk, er filmens dramatiske højdepunkt og filmens scoop. Det er den som på godt og ondt gør Armadillo til mere end en spillefilmspastiche. Og også den hvor dens karakterer, de danske soldater, træder ud af deres roller.

Det er nemlig ikke kun Metz, der iscenesætter Armadillo som krigsfilm. Soldaterne udfylder også, så godt de kan, deres rolle som soldater. De ser strip sammen, de ser porno sammen, de spiller voldelige computerspil, de sammenligner afghanerne med dyr, de ringer hjem til den familie derhjemme, som (kliché!) er ude af stand til at forstå hvilken virkelighed, soldaterne befinder sig i.

Armadillos “filmiskhed” findes altså allerede i dens materiale, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at også dens måde at vise det på bliver filmisk. Det fungerer, men det er først når iscenesættelsen glemmes – både hos soldater og filmskaber – at der sker noget særligt. Bortset fra den famøse likvideringsscene kunne man godt ønske at Armadillo tog dokumentargenren lidt mere alvorligt og forsøgte at gå bag facaden på den meget iscenesatte soldatertilværelse. Hvis vi skylder de danske soldater noget kunne det måske være at forsøge at forstå dem som mere og andet end blot karakterer i en krigsfilm?

14691-armadillo

Skriv et svar