Hyggelig ondskab

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

L’enfance du Mal / Sweet Evil (IMDb) fra Frankrig er en af filmene i dette års hovedkonkurrence på Karlovy Vary International Film Festival og har international premiere på festivalen. Filmen handler om Céline, en 14-15-16-16-årig lystløgner, som bor på gaden, vistnok i Paris. Hendes mor er kommet i fængsel for mordet på Célines far, men det var vist nok et uheld, eller også var det Céline, der gjorde det.

Nu er Céline opsat på at få moren ud af fængslet, og det vælger hun at gøre ved først at flytte ind i garagen, senere indsmigre sig, hos den dommer (og hans kone), som dømte Célines mor. I forsøget på at få sat systemet i gang forfører Céline dommeren og det skaber naturligvis konflikter i dommerparrets hjem.

Sweet Evil er et forsøg på at portrættere en manipulerende og, som titlen siger, ond ung pige. Men Sweet Evil mangler nerve. Hovedrollen, spillet af Anaïs Demoustier, formår aldrig at overbevise. Hun er manipulerende, jovist, men også irriterende følsom. Filmen minder lidt om Hard Candy, en forfærdelig amerikansk pædofilifilm fra 2005, men hvor Hard Candy i det mindste er ubehagelig at se på, så virker de mellemmenneskelige forhold i Sweet Evil næsten harmoniske med morgen- og middagsmadsscener en masse.

Filmens tragiske slutning, hvor alt går op i en højere enhed for Céline og hendes mor, men bestemt ikke for dommeren og hans kone, virker sjusket og påklistret, og det lykkes ikke filmen at frembringe en thrilleragtig stemning, selv om plottet egentlig har masser af spind-af-løgne-og-begær-potentiale – det er den simpelthen for sød og hyggelig til.

Skriv et svar