Hipsterville, Canada

Les amours imaginaires / Heartbeats (IMDb) er en fransk-canadisk film, som vist var ret populær i Cannes i år. To unge canadier-hipstere i midt-tyverne, Francis (homoseksuel) og Marie (heteroseksuel), forelsker sig begge i den blond-krøllede spids-næsede narre-fisse Nicholas, til deres, til sidst, store fortrydelse.

Filmen portrætterer hyperæstetisk og svælgende karakterernes hyperæstetiserede dagligliv. Til fest, på café, hos frisøren, på road trip, tømmermænd. Muligvis går de på universitetet, eller arbejder med et eller andet kreativt, men der er helt klart fokus på fornøjelse før pligter.

Heartbeats er utrolig flot, farvemættet og fuld af slowmotionscener hvor man kan svælge i tøj, bevægelser og andre detaljer. Soundtracket er af bl.a. The Knife. Hipsterfaktoren er høj.

Hvor andre menage-a-trois film (fx. Jules et Jim og især The Dreamers, som filmens æstetik synes meget inspireret af) også har et tragisk islet, bliver Heartbeats konsekvent og selvbevidst på overfladen af sine karakterer og deres følelsesliv. Det er der kommet en underholdende øje-, øre- og crowdpleaser ud af.

Skriv et svar