Galleri Christoffer Egelund kan med stolthed præsentere den tyske kunstner Thomas Palme’s første store separatudstilling i Danmark, Lost or Damned!. Her vil Palme præsentere en række nye sort/hvide blyantstegninger samt en mindre installation. Udstillingstitlen, Lost or Damned!, refererer direkte til Søren Kierkegaards kendte bog med den danske titel, Enten – Eller, og peger på kunstnerens eksistens. Han må, som alle andre, finde sin egen vej i livet. På udstillingen vil man bl.a. kunne opleve en del portrætter af kunstnere og filosoffer med dyrehoveder som eksempelvis Gérard de Nerval, Vincent van Gogh og Arthur Schopenhauer m.fl. De fleste af dem vaklede i deres liv og gjorde sig mangen erfaringer indenfor angst, skælven og bæven. Som Palme selv beskriver det: ”Most of them only had to decide between: to be Lost or Damned”. Dyrehovederne henviser til personernes rigtige karakter og den evige forbindelse mellem kunstner og natur og livets nådesløse cirkel fra fødsel til død. Via citater i værkerne står det klart, at Palme bevæger sig imellem og forbinder elementer af det metafysiske, det historiske, det videnskabelige, det religiøse og det filosofiske. Denne krydsning er ikke blot en søgen efter svar på eksistentielle spørgsmål, men også en åbning for forandring, hvor nye muligheder opstår.
De sort/hvide blyantstegninger, som udgør hovedparten af Palme’s praksis, kreeres med både højre og venstre hånd samtidigt, hvilket skaber en helt unik energi og dynamik, der på dragende vis lader sig udspille i spændingsfeltet mellem fine portrætter og kaotisk abstraktion. Der er en mangfoldighed af kræfter og energier på spil og på kant med hinanden i Palmes værker. Der er altid en kamp i gang mellem det vi kan forstå eller identificere som en del af vores historie og det som er indhyllet i mystik.
Thomas Palme (f. 1967) er uddannet fra Wien, München og Düsseldorf. Han har bl.a. modtaget prisen ’New Talent’ på Art Cologne i 2006 og har senest modtaget et stipendium fra Kunsthalle Krems i Østrig, hvor han endvidere har en soloudstilling i 2010. Thomas Palme har senest udstillet på Museum of Art i Nocciano i Italien, Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte i Schleswig-Holstein, Overbeck-Gesellschaft i Lübeck, Kunsthall Moosalpe og er repræsenteret på bl.a. Pinakothek der Moderne’s permanente kunstsamling i München.
Galleri Christoffer Egelund inviterer til fernisering på Thomas Palme’s separatudstilling, Lost or Damned!, fredag den 19. februar, kl. 16-19. Udstillingen vises efterfølgende i perioden 20. februar – 13. marts, 2010. Åbningstider: mandag-fredag kl. 11-18, lørdag kl. 12-16. For yderligere information om udstillingen samt pressefotos m.m., kontakt venligst Rasmus Lindquist: info@nullegelund.dk eller besøg vores hjemmeside www.gce.nu.