DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING SØGER PRAKTIKANT TIL UDSTILLINGEN FRI PORTO

DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING SØGER PRAKTIKANT TIL UDSTILLINGEN FRI PORTO

Arbejdstid: ca. 15 timer om ugen

Start: så snart som muligt

Arbejdsopgave: Udstillingsassistent


DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING tilbyder et lærerigt praktikophold, der giver dig indsigt og kompetencer, som du vil få brug for i dit fremtidige job i den kunstfaglige sektor.

 

Udstillingen FRI PORTO finder sted den 18. september – 18. oktober 2009 og tager udgangspunkt i udstillingen Working Drawings and Other Visible Things on Paper Not Necessarily Meant To Be Viewed as Art, fra 1966, som ofte bliver omtalt som det første eksempel på koncept kunst. Denne udstillingen blev arrangeret af den amerikanske kunstner Mel Bochner og bestod af fire ringbind, der indeholdte en mængde materiale, kunstneren havde modtaget fra en række af sine kollegaer og herefter fotokopieret. Som titlen hentyder, var der ikke nødvendigvis tale om ‘kunst’, men mere generelt om ‘visuelle ting’ i grænseområdet omkring den kunstneriske praksis. Fx sendte kunstnerne Sol LeWitt og Donald Judd henholdsvis konstruktionstegninger og kvitteringer for producerede kunstobjekter. Udstillingen kan endvidere aflæses som et eksempel på Mail Art, der også opstod i 1960’erne.

 

Med FRI PORTO ønsker Den Frie Udstillingsbygning at genoptage det analoge korrespondancemedium og samtidig videreudvikle dets præmis til en samtidig kontekst med fokus på offentlighedsformer. Den Frie Udstillingsbygning inviterer derfor ca. 75 danske og udenlandske kunstnere til at deltage, der hver får tilsendt et frankeret maxibrev, der muliggør en forsendelse på optil 2 kg. Udover det greb, at kunstnerne fysisk skal sende sit bidrag i en frankerede konvolut, er der ingen indholdsmæssige eller formelle krav til, hvad kunstnerne bidrager med. Det tilsendte kan således være egentlige værker, men behøver ikke nødvendigvis at have værkkarakter.

 

DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING tilbyder dig mulighed for at komme helt tæt på udstillingsproduktionen over praktikperioden. Det betyder, at du får indsigt i forskellige kuratoriske metoder og kommer rundt om alle aspekter af udstillingsplanlægning og produktion. Vi er i gang med et opfattende formidlingstiltag, der vil give dig indsigt i tilrettelæggelse og implementering af forskellige formidlingsstrategier. Formidling relaterer sig ikke kun til omvisninger, men også til de grundlæggende overvejelser omkring, hvilken rolle kunstinstitutionen ønsker at spille i samfundet. Du vil endvidere få erfaring med udarbejdelse, udførelse og opfølgning på udstillingens pressestrategi, tryksager, som flyers, annoncer, skilte, kataloger.

 

Praktikanten kommer til at arbejde tæt sammen med den daglige ledelse samt husets øvrige medarbejderne. Vi er et nyt velfungerende team, der har en sjov men også meget travl hverdag. Vi lægger derfor vægt på, at du er engageret og kan håndtere en til tider hektisk arbejdsdag. DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med praktikopholdet, men tilbyde dig at prøve krafter med en udstillingsproduktion fra idéfase til virkelighed. Skulle dette have vagt din interesse så skriv en kort ansøgning, der sendes via e-mail som pdf til info@nulldenfrie.dk 

Forfatter: denfrie

Den Frie Udstillingsbygning Oslo Plads 1 2100 København Ø

Skriv et svar