Seminar om Beyond Reach

Torsdag d. 3. april kl. 19 – 21 i Den Frie Udstillingsbygning

I anledning af udstillingen Beyond Reach inviterer Den Frie til seminar med Forskningsleder ved Kunstakademiets Arkitektskole Henrik Oxvig og kunstnerduoen AVPD, der deltager med to værker på udstillingen. Seminaret vil fokusere på overlappet mellem kunst og arkitektur og give bud på, hvad der sker, når billedkunstnere arbejder arkitektonisk.

Beyond Reach præsenterer fire kunstnerduoer, der alle bruger rum som et centralt element i deres værker, men som stadig repræsenterer hver deres tilgangsvinkel til området. Ud over AVPD drejer det sig om Bank & Rau, benandsebastian samt Margrét Bjarnadóttir og Elín Hansdót­tir. Trods duoernes meget forskellige udtryk og arbejdsmetoder er den kropslige perception og erfaring af rum et gennemgående omdrejningspunkt i alle værkerne. Udstillingen spænder over hele spektret fra det altomsluttende, sanselige møde med rummet til det illusionistiske, og fra det underspillet performative til det historisk og teoretisk funderede.

AVPD består af kunstnerne Aslak Vibæk og Peter Døssing. På Beyond Reach viser de to værker, som på forskellig vis ændrer ved vores rumlige bevægelsesmønstre og rumforståelse. Ved at skabe brud og nye rumlige konstellationer, udfordrer de arkitekturen og kroppens udspænding i rummet. De har bl.a. konstrueret et værk i form af en spejlpassage, der forbinder bygningens rum og rumforløb på nye måder. Idet den besøgende bevæger sig ind i værket sker der en synsmæssig sammenblanding af spejlets virtuelle repræsentation og den kropslige erfaring. Selv betegner de deres praksis som en slags meta-arkitektur, da værkerne ofte fungerer som refleksioner over måder at konstruere rum på og over selve oplevelsesforholdet mellem menneske, værk og kontekst.

Henrik Oxvig er lektor og Forskningsleder ved Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Han har gennem de sidste mere end tyve år været en af de mest markante forskere og debattører i Danmark indenfor især arkitekturhistorie og –teori, men har også beskæftiget sig intensivt med billedkunst, design og visuel kultur. Henrik Oxvig har stået bag en lang række international konferencer og symposier om arkitektur, var i en årrække arkitekturanmelder ved Weekendavisen og blandt hans udgivelser bør især nævnes bogen Rumanalyser (sm. Lise Bek).

Beyond Reach kan opleves indtil d. 13. april 2014.

Skriv et svar