Nikolaj Kunsthal søger ny underviser

NIKOLAJ KUNSTHAL SØGER EN UNDERVISER/OMVISER FRA MEDIO MARTS 2014

Er du interesseret i samtidskunsten og dens publikum? Kan du sætte rammen for inspirerende, lærende og inkluderende møder med kunsten for mennesker med mange forskellige baggrunde?

Nikolaj Kunsthal søger fra medio marts 2014 en engageret kunstformidler, der i samarbejde med Undervisningsafdelingen kan varetage kunsthallens dialogbaserede undervisningsopgaver og omvisninger.

Vi har brug for en person med både kunstfaglig, pædagogisk og museologisk viden og nysgerrighed, der har mod på at arbejde reflekteret med hele målgruppen af børn og unge i skoleregi og grupper af voksne i mere uformelle læringsforløb.

Vi forventer at du kan bidrage med analytisk refleksion, uhøjtidelighed, seriøsitet, kreativitet og frem for alt personlig troværdighed og empati i formidlingen af Nikolaj Kunsthals skiftende udstillinger. Desuden må du være en god researcher og have lyst til at sætte dig ind i ofte komplekse, kunstneriske universer og kontekster i et både kunsthistorisk og socialkonstruktionistisk perspektiv. Du skal have afsluttet din grunduddannelse eller have lignende kvalifikationer og gerne have undervisningserfaring.

Til gengæld kan vi tilbyde et sjovt og åbent arbejdsmiljø, hvor der er plads til at arbejde selvstændigt og tænke kreativt og hvor du er med til at udvikle ny og vigtig viden om formidling, hver gang du går på arbejde.

Kommende udstillinger i kunsthallen
Vi åbner medio marts udstillingen Say it loud! med den dansk/vestindiske kunstner Jeanette Ehlers, som går tæt på de fortællinger der strukturerer vores historie som gammel kolonimagt, i sommermånederne viser vi This is not Brazil – en udstilling med brasiliansk samtidskunst, og i august præsenterer vi årets udstilling for børn samtidigt med en pakistansk videokunstner. Efteråret byder bl.a. på en stor soloudstilling med performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen og den mexicansk/canadiske kunstner Rafael Lozano Hemmers poetiske og interaktive installationer.

Om Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal viser den nyeste, internationale samtidskunst i en af byens ældste bygninger. Beliggende i hjertet af København præsenteres årligt 5 – 7

overraskende, kritiske og eksperimenterende udstillinger, som skaber eftertanke, fordybelse og debat. Sociale, politiske, historiske, etiske og æstetiske spørgsmål udgør et dialektisk afsæt for udstillingernes kunstneriske udsagn og den oplevelse
og erkendelse, som publikum tilbydes via kunsthallens samlede formidlingsvirksomhed. Både udstillingstilrettelæggelse, PR, lærings- og formidlingsaktiviteter sigter mod at belyse disse kontekster så demokratisk som muligt.

Nikolaj Kunsthal arbejder med medborgerskab som både mål og middel for vores virke. Relevans, tryghed, personlig kontakt og transparens er de greb formidlingen benytter, for at sikre aktiv deltagelse, flerstemmighed og selvrefleksion hos vores brugere.

Send os en ansøgning
Kontakt os evt. for mere information om jobbet og skriv en ansøgning til leder af Undervisning og Skoletjeneste Hilde Østergaard på hoe@nullnikolajkunsthal.dk Deadline for ansøgninger er torsdag den 6. marts. 2014, klokken 12.00.

Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Plads 10
1067 København K
nikolajkunsthal.dk
33 18 17 80/33 18 17 86

Skriv et svar