2 studerende søges til Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum

Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum søger to kollegaer, der kan indgå i et team af undervisningsmedarbejdere. Arbejdet vil primært bestå af undervisning og booking, men man vil også kunne blive tilknyttet andre formidlingsprojekter afhængig af erfaring og interesse.

Vores undervisningsaktiviteter er meget alsidige, og vi inddrager forskellige undervisningsmetoder som f.eks. fortælling, skriveøvelser og skitsetegning i vores forløb. Vi har et særligt fokus på inddragelse af digitale medier, og det er derfor en forudsætning, at ansøgeren har lyst til at undervise inden for dette felt.

Medarbejderne i Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum har uddannelsesmæssig baggrund fra universitetet, kunstakademiet og lærerseminariet, da vi ser det som en fordel, at vi arbejder ud fra forskellige tilgange til formidlingsarbejdet – det afføder inspiration og gode idéer. Til de opslåede stillinger søger vi to studerende, der har interesse for og indsigt i kunst og formidling til børn, unge og voksne.

De ledige arbejdsdage er tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Man får to faste arbejdsdage ugentligt med tilsammen 7,5 timer. Der må i perioder påregnes arbejdstid ud over dette.

Hvis stillingsbeskrivelsen har vagt din interesse, så send en kortfattet ansøgning til Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 Kbh K – så vi har den senest kl. 12.00 torsdag d. 7. maj 2009. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag d. 13. maj.