FERNISERING d. 31 maj i Galleri Oxholm kl. 17

FRAGILE // CURIOUS
RASMUS RINHACK (DK) – ELS COOLS (BE) – OLIVER STREICH (CH)
Galleri Oxholm inviterer på en rundtur i hverdagen med et anderledes perspektiv. Der vil være surrealistiske fortællinger af den belgiske Els Cools, humoristiske illustrationer af hendes schweiziske mand, Oliver Streich, og ikke mindst vores lokale kunstner Rasmus Rinhack, der med hans enkle streg, viser en helt anden verden end den, vi er vant til. Kom forbi til et godt glas vin og nyd de mange underfundige måder, man kan se verden på – der vil både være maleri og tegning. Desuden vil der igen være ny udstilling i kælderen, FUNDAMENTET, hvor vores andre repræsenterede kunstnere vil udfolde sig. Vi glæder os til at se dig!

OXHOLM HALL: ELS COOLS (BE) f. 1966
      

Sylespids surrealisme. Sådan er denne belgiske maler og illustrators arbejde beskrevet flere steder. For selvom hendes scene-agtige baggrunde kan synes harmløse, ligger den fordrejede virkelighed i detaljerne – i menneskerne og deres rekvisitter. Det er i de tragikomiske og underlige situationer, som Els sætter menneskerne i, at vi ser grænsen mellem vores verden og dens surrealistiske modpart. Det er også her, at vi skal kunne se os selv i øjnene og både gyse og grine.
Els Cools er uddannet på det kongelige kunstakademi og Sint-Lukaspaviljoen  i Antwerpen og akademiet i Bratislava og har udstillet i både Belgien, Tyskland, Italien, Dubai og Spanien. Desuden har hun fået flere ærespriser for sit arbejde som illustrator.

OXHOLM ROOM: OLIVER STREICH (CH) f. 1968
     

Sindrige og humoristiske billeder fylder væggene, når Oliver Streich, født og opvokset i Bern, stiller sine værker til skue. Bag de tilsyneladende uskyldige og naive fabler gemmer der sig en fortælling om mennesker, som tvinger beskueren til at tage stilling til menneskets gøren og laden. Hans ironi er betagende og kan få enhver til at trække på smilebåndet, hvilket gør hans billeder på en gang både tankevækkende og opmuntrende.
Oliver Streich er uddannet på Kunstgewerbeschule Bern, Kunsthåndværkerskolen i Kolding og fik senere et stipendium på Kunstakademiet i Bratislava, hvor han mødte Els Cools. I det følgende år boede parret både i Schweiz og Belgien inden de i 1992 flyttede til Faaborg og startede deres studio. Oliver har illustreret mange bøger, underviser på Billedskolen i Faaborg og Designskolen Kolding og har deltaget i talrige udstillinger.

OXHOLM GALLERIET: RASMUS RINHACK (DK) f. 1984
     

Fragile er titlen på Rinhacks nye serie af værker, der portrætterer hans karakteristiske, finurlige væsner. De bevæger sig ubesværet igennem et højst detaljeret univers, med mere og mindre alvorlige temaer i tankerne. Det er tydeligt, at Rinhack er inspireret af tegneseriekunst – hans enkle streg er på en gang både dynamisk og solid.
I denne serie kommer man under overfladen på både mennesker og maskiner. Den vil utvivlsomt snige sig under beskuerens egen hud og efterlade et nyt perspektiv.
Rasmus Rinhack er uddannet på Spektrum på Amager i København, og har siden 2009 udstillet på flere gallerier, bl.a. Galleri Tom Franke (Næstved) og Galleri Wolfsen (AAL).

Udstillingen vises til og med d. 22 juni 

Har du ikke mulighed for at deltage i ferniseringen, er du selvfølgelig altid velkommen til at besøge galleriet i vores almindelige åbningstid, eller komme til vores nye arrangement ART TALK, hvor Peter Kær guider publikum igennem udstillingerne og stiller spørgsmål til kunstnerne. Følg med på www.gallerioxholm.dk eller Facebook/Galleri Oxholm for åbningstider og dato for ART TALK.

For yderligere information www.gallerioxholm.dk – Galleri Oxholm Ravnsborggade 5, 6 & 8, 2200 København N

Forfatter: GalleriOxholm

Galleri Oxholm er et galleri for samtidskunst, beliggende i Ravnsborggade i hjertet af Nørrebro. Hver måned byder vi på ny, spændende kunst i vores tre afdelinger af galleriet, og et par gange om måneden vil der være Art Talks med kunsthistoriker Peter Kær. Gå ind på http://www.facebook.com/gallerioxholm og se mere!

Skriv et svar