Hej alle!

Så er det nu at vi indkalder til Alkvantors hidtil største og måske mest ambitiøse konference i anledning af udgivelsen af den hidtil største og måske mest ambitiøse antologi “Europæiske udfordringer – Skandinaviske Perspektiver’ nogensinde (på forlaget, altså).

Dato: Torsdag d. 14. marts 2013 (uge 11)
Tid: kl. 12.00-18.00
Lokale: Auditorium 23.0.50 Det Humanistiske Fakultet (KUA) på Njalsgade 76.

Til konferencen skal vi høre præsentation af bidrag fra de danske, svenske og norske studerende, som har bidraget til antologien.
Vi kommer til at sammenligne skandinavisk EU-debat, som den tager sig ud i vores respektive nationale medier og offentligheder. Vi skal tale om emner som nationalidentitet og attituder til indvandring internt i Skandinavien. Vi kommer til sammen at diskutere vores forskellige personlige og faglige perspektiver på universitetet som central institution for skabelsen af de nye europæiske verdensborgere som vi allesammen, efter planen, skal være, og vi kommer til at snakke om strategier i EU’s oplysningskampagner og om det baltiske havs nuværende tilstand og en hel del andre ting.

Udgivelsen og konferencen præsenterer en oplagt mulighed for at blive klogere på en række af de presserende udfordringer som EU (og Europa som sådan) står overfor netop nu og i fremtiden. Det kommer til at ske i øjenhøjde med andre skandinaviske studerende. Vi ser frem til de mange spændende oplæg, men understreger samtidig at diskussionen på dagen ikke behøver at begrænse sig til de i antologien behandlede emner. Det viser sig aligevel altid, at det ikke nytter meget at forsøge at adskille problemstillingerne på den måde. Mød op med dine egne spørgsmål og perspektiver, og vær med til at sætte EU og Europas problemstillinger til debat i et skandinavisk perspektiv.
Vi glæder os til at se dig (…og dig og dig)!

Skriv et svar