Louisiana Literature 2012 – international litteraturfestival

Louisiana Literature 2012
Årets internationale litteraturfestival på Louisiana Museum of Modern Art
Torsdag den 23. august – søndag den 26. august 2012
Louisiana Literature 2012 afholdes i dagene torsdag den 23. – søndag den 26. august med en lang række internationale og danske forfattere i dialog med hinanden og i samspil med museets kunst. I alt fyrre forfattere indtager Sydfløjen, Giacometti-rummet, Koncertsalen, Børnehuset, Gamle villa og Skulpturparken.
Patti Smith optræder på festivalen over to dage, fredag og lørdag. Kunstneren optræder fredag kl. 13.30 med erindringsbøgerne Just Kids og Drømmespinderi. Fredag kl. 16 læser hun op af bøgerne. Kl. 17.30 er der en fælles hyldest-performance til Patti Smith skrevet og opført af Mette Moestrup og andre danske forfattere, inden forfatteren Klaus Lynggaard blandt andet spiller plader med Patti Smiths sange fra scenen. Fredag aften kl. 20 er Patti Smiths forhold til litteratur og poesi i centrum for en samtale med journalisten Kim Skotte – og måske bliver der mulighed for at høre en enkelt sang…live…
Lørdag kl. 11.15 kan Patti Smith opleves i samtale med Nordens store krimiforfatter Henning Mankell, som hun beundrer, ligesom Patti Smith også fortæller om den kriminalroman, hun i øjeblikket skriver på.
Jonathan Safran Foer åbner festivalen om torsdagen, hvor også Kerstin Ekman og Naja Marie Aidt præsenterer deres nye romaner. Tilsvarende kan tre danske debutanter opleves i hænderne på kanalchef m.m. Mikael Bertelsen på Meese Scenen, som har navn efter en ophængning til lejligheden af Jonathan Meeses malerier som baggrund i scenerummet.
Fredag byder desuden på David Vann, som interviewes af sin danske oversætter, forfatteren Kristian Bang Foss. Indiske Kiran Desai, Jeffrey Eugenides, Nicole Krauss og Anne Carson kan ligeledes opleves fredag, foruden de to store nordiske forfattere, Linn Ullmann og Göran Sonnevi.
Når Naja Marie Aidt møder Kim Leine er der fælles reference til Grønland, hvor begge har tilbragt en del af deres liv. Den i Buenos Aires bosatte kultforfatter César Aira, som sjældent giver interviews, kan fredag for første gang opleves i Skandinavien.

Lørdag bringer møder mellem stjerneforfatterne Jonathan Safran Foer og Jeffrey Eugenides; den sidste er erklæret forbillede for den første. David Vann og Hisham Matar vil samtale om forsvundne fædre, som de begge skriver om. Nicole Krauss møder for første gang Naja Marie Aidt på en scene; begge forfattere bor i Brooklyn, men de har mere til fælles end det. Lørdag kan også Tysklands unge forfatterstjerne Judith Schalansky opleves; forfatteren er blevet hyldet af Günter Grass, og foruden en række litterære priser har hun også modtaget mange designpriser for bøgerne, hun selv udformer.
Britisk litteraturs store stemme, Alan Hollinghurst interviewes af Martin Krasnik. Tomas Espedal interviewes af vennen Josefine Klougart. Endelig opfører tolv digtere Anne Carsons netop udgivne tegneserie-skuespil Antigonick, der bygger på Sofokles værk Antigone.

Søndag inviterer til et møde mellem Henning Mortensen og Pia Juul, der deler fascination af krimi-genren, som de begge leverer finurlige versioner af. Desuden mødes Linn Ullmann og Christian Jungersen, ligesom publikum kan opleve Christina Hesselholdt i samtale med Christina Hagen, som Hesselholdt har været mentor for. César Aira interviewes af en åndsfælle, den danske forfatter Peter Adolphsen, som i lighed med Aira skriver eksperimenterende prosa.
Lydtur
Nye litterære lydværker er igen i år produceret til litteraturfestivalen, som giver publikum chance for en særlig museumsoplevelse gennem iPods. Otte forfattere har skrevet tekster til steder og kunst på museet, der inspirerer dem, omsat til et lydunivers af digteren og radiomanden Pejk Malinovski. Blandt andet har Stine Pilgaard skrevet om en blaffetur til Césars tommelfinger-skulptur. Nicole Krauss har ladet sig inspirere af historien om Louisianas grundlægger Knud W. Jensen. Eva Tind har skrevet om et værk, som måske/måske ikke findes i parken, Christel Wiinblad lader sig forføre af Giacomettis kvinde uden hoved.
Dans, performance og koncert
Louisiana Literature 2012 er litteratur i alle afskygninger og udtryksformer. Digte af Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortolkes musikalsk af Jomi Massage, Henriette Sennenvaldt (fra bandet Under Byen) og Maria Laurette Friis (fra bandet Tys Tys). Den svensk-dansk-tyske performance-kunstner Cia Rinne opfører for første gang live værket sounds for soloists, der blander alverdens sprog på forunderlig vis.
Digteren Morten Søndergaard og musiker og sanger Randi Pontoppidan rejste sidste år til Siwa ved Sahara ørknen. På Louisiana præsenterer de ord og toner fra rejsen.
En performance af den amerikanske kunstner Roni Horn kan opleves på video, hvor hun læser værket Saying Water, oprindeligt skrevet til floden Themsen i London. Videoen blev optaget, da kunstneren besøgte TWO DAYS ART-festivalen på Louisiana i maj.

Endelig tager vennerne Morten Søndergaard og Tomas Espedal publikum med på en vandretur ud i omgivelserne og ind i hinandens bøger.
Velkommen til fire dages litteraturfestival på Louisiana!

Louisiana Literature er støttet af C. L. Davids Fond og Samling.

FAKTA
Programmet kan downloades på www.louisiana.dk.
Entré: En festival-billet inklusiv entré til museet for alle fire dage koster 150 kr. og kan købes på Louisiana.
NB! Entré til Louisiana garanterer ikke plads til festivalens arrangementer – derfor mød op i god tid!Dette gælder for alle!
Museets åbningstider under Louisiana Literature
Torsdag kl. 11-22. Fredag kl. 11-23. Lørdag åbner museet allerede kl. 10 og lukker kl. 18. Søndag kl. 11-18.
Web og facebook
www.louisiana.dk. Følg desuden opdateringer fra Louisiana Literature på facebook.

Susanne Hartz
Pressechef
Louisiana
22.8.2012

 

 

 

Forfatter: Susanne Hartz

Pressechef Louisiana

Skriv et svar