Debat på Charlottenborg om tolerance

Debat på Charlottenborg om tolerance med den udstillingsaktuelle tyske kunstner Thomas Kilpper og journalist Martin Krasnik

Onsdag 6. juni kl. 17

Fri entré

Da den tyske kunstner Thomas Kilppers værk Pavilion for Revolutionary Free Speech blev præsenteret i Den Danske Pavillion på Venedig Biennalen sidste år, rejste projektet en voldsom debat i de danske medier. Det, der især ophidsede sindene, var det faktum, at Kilpper havde udskåret 33 portrætter af europæiske magtfulde personer – heriblandt Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen – med den hensigt at mane til refleksion over, hvordan det står til i Europa i dag, hvor flere regeringer er afhængige af støtte fra stærkt højreorienterede og nationalistiske yderfløjspartier, og en reel diskussion af vores tolerancebegreb er påtrængende.

Ved at skabe en gulvinstallation med udskårne portrætter fik han vendt magtforholdet om, således at gæsterne havde magthaverne ’under sig’, når de stod og betragtede portrætterne, og dermed havde mulighed for at gentænke ellers fasttømrede sammenhænge og forestille sig en anden magtbalance. Kilpper blev anklaget for mangel på respekt ved at have skabt et værk som muliggjorde at publikum kunne træde på portrætterne, men det centrale budskab i værket handler om tolerance og gensidig respekt.

For at belyse Kilppers tanker bag værket og genoptage debatten i en nuanceret form indbyder Charlottenborg til et arrangement onsdag den 6. juni, hvor journalist Martin Krasnik, Weekeendavisen, i samtale med Thomas Kilpper vil udfolde debatten omkring ytringsfrihed og tolerance samt diskutere installationen Pavilion for Revolutionary Free Speech, som præsenteres på Charlottenborg frem til 5. august.

 

Forfatter: Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg er et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Europa, hvor der præsenteres et ambitiøst program bestående af udstillinger og events med stærkt internationalt fokus. Charlottenborgs program er delt op i tre sæsoner om året. Hver blok indeholder enten en stor gruppeudstilling eller en retrospektiv udstilling, samt mellem-stor soloudstilling og en række af events såsom artist talks, performances og videovisninger. De mange forskellige aktiviteter retter sig mod et bredt publikum både i og omkring København, som gør Charlottenborg til dét centrale samlingspunkt for samtidskunst i byen.

Skriv et svar